



.png)

Schæferhundeklubbens Akademi er etableret for at sikre faglighed, etik og kontinuitet i klubbens tillidsposter – særligt inden for eksteriørbedømmelse og avlskåring.
Formålet er at uddanne og klæde kommende dommerassistenter, kåringsledere og potentielle dommeraspiranter grundigt på – både teoretisk og praktisk – med racens standard, moral og ansvar som fundament.
Akademiet skal bidrage til at bevare og udvikle kvaliteten i bedømmelser og arrangementer i Schæferhundeklubben for Danmark, så racen vurderes sagligt, ensartet og med respekt for dens funktion og historie.
Her handler det ikke kun om at kunne “bedømme en hund”, men om at forstå helheden:
Organisationen, ansvaret over for Dansk Kennel Klub, klubbens værdier – og ikke mindst forpligtelsen over for schæferhunden som race.
Er du interesseret i at høre mere om Akademiet eller kommende forløb, er du velkommen til at kontakte Lena Pichler Bjerre fra
Akademiet - de første år
I december måned 2016 blev der opstartet et ”Akademi”, dengang nævnt som ”ungdomsakademiet”. Formålet var især at få gang i nye dommeraspiranter, da klubben stod i en presset situation med mangel på eksteriørdommere.
Der blev lagt vægt på den almene viden omkring især racen - ”hele vejen rundt” - samtidig med, at deltagerne fik mulighed for at gå i dybden med de forskellige emner, som i sig selv kunne fylde mange timers undervisning. Målet var at klæde dem, der var interesseret i at vide mere, bedst muligt på.
Forløbet startede med 9 deltagere, som havde givet tilsagn om at være en del af dette. Første samling fandt sted i Kreds 17 Silkeborg. En vigtig del af det at bestride en tillidspost i klubben er især etik og moral, og netop dette blev prioriteret højt i undervisningen - og taget op flere gange undervejs.
Januar 2017
Den første egentlige ”undervisningsdag” fandt sted i januar 2017 i Kreds 3 Ballerup. Her var der en intensiv undervisningsdag med Rene Jørgensen, som blandt andet gennemgik:
Der blev virkelig arbejdet grundigt med stoffet. Organisationer, ansvar over for både Schæferhundeklubben, Dansk Kennel Klub, og ikke mindst schæferhunden som race blev gennemgået.
Etik og moral blev endnu engang endevendt, samt ikke mindst racestandarden og opbygningen af schæferhunden. Beskrivelsesskemaer blev udleveret, og allerede denne dag begyndte deltagerne at bedømme hinandens hunde.

Februar 2017
Da barren var lagt højt, og der var en masse pensum at gennemgå, blev næste samling lagt kort efter - denne gang i Kreds 9 Odense. Én af deltagerne måtte desværre melde fra grundet studier, men blev opfordret til melde sig på senere til næste samling.
Undervisningen byggede videre på emnerne fra Ballerup. Denne dag var der virkelig plads til at gennemgå mange ting og diskutere, forsvare og begrunde sine vurderinger med udgangspunkt i racestandarden. En absolut givtig dag for alle parter.
Oktober 2017
Der blev inviteret til en praktisk dag ved et skue i Kreds 2 Amager. Her kunne de unge deltagere få lov til at afprøve den teori, de havde fået på de forgangne samlinger. Tre valgte at prøve kræfter med det praktiske arbejde. Dommer var Rene Jørgensen, der ligesom deltagerne havde set frem til denne dag. Alle fik de lov til at prøve at ”sætte klasser”, bedømme og beskrive hundene (selvfølgelig ikke den rigtige beskrivelse, bedømmelse, den blev udført af dommeren), men det var rart at kunne få lov til at sætte ord på det man havde gennemgået i teorien.
Det blev tydeligt for alle 3 deltagere, at det er én ting at være "klog" på sidelinjen - og noget helt andet at stå i ringen, hvor man man ser mere, og hele tiden skal spørge sig selv ”hvorfor skal den hund gå der”, og samtidig kunne begrunde den placering.
Januar 2018
Denne samling havde fokus på en teoretisk dag med brugsprøvedommer Morten Hansen.
Morten understregede det ansvar, der følger med at bedømme andres hunde - og man som dommer "selv er på skue" for både deltagere og tilskuere.
Morten gennemgik de forskellige prøver, prædikater og vurderingsgrundlag, samt forskellen på begynderhund/fører og prøveniveau.
Filmklip blev vist og efterfølgende debatteret, og det var absolut heller ikke nemt, da vi jo alle ser og vurderer forskelligt.
Da Morten havde afsluttet, blev skuer, LD-skuer, HAS og avlskåringer gennemgået, så deltagerne fik et samlet overblik over krav i forbindelse med at kunne deltage i de forskellige arrangementer.
Derefter en længere pause frem til april 2023
April 2023
Efter længere pause og grundet efterspørgsel blev Akademiet genoptaget med fokus på at uddanne nye dommerassistenter/kåringsledere.
Første møde fandt sted i Kreds 11 Kolding med 6 deltagere. Igen blev etik og moral grundigt gennemgået som fundament for enhver tillidspost.
Dagen var præget af den teoretiske gennemgang, men også debatter, udveksling af observerede situationer samt diverse opgaver.
April 2023 - praktisk afprøvning
Ved avlskåring i Kreds 20 Tarm skulle kursisterne prøve at omsætte al deres teoretiske viden til praksis. Det viste sig hurtigt, at det er ikke helt så nemt, når man selv skal træffe beslutninger og formulere sig præcist.
Enkelte prøvede også rollen som sekretær og modtagelse af dommerbeskrivelserne samt skrive dem ind til senere forarbejdning i kåringsbeviset.
Denne dag var virkelig en både lang dag, men også en særdeles lærerig dag.
November 2023
Et undervisningsforløb med dommer Fritz Bennedbæk i Kreds 4 Roskilde begyndte med et introfoløb i forhold til at være dommerassistent med både opgaver, ansvar og beføjelser.
Der blev gennemgået en del af anatomien i forhold til tænder, forpart- og bagpart, dommerens bedømmelse i forhold til beskrivelser, placering af de forskellige hunde, og ikke mindst evnen til at begrunde sine beslutninger.
Også her en meget lang - men lærerig - dag for deltagerne, og ”helt nede på jorden” så alle fik temmelig meget ud af dagen.
Maj 2024
Den første skuedommerassistent blev godkendt; Martin Mortensen, som bestod sin ”eksamen” med fuldkommen styr på de opgaver,der er pålagt denne tillidspost. Et vigtigt bevis på, at Akademiet giver konkrete resultater.

Januar 2025
Efter en mindre pause i Akademiet blev forløbet genoptaget, og deltagerne blev samlet igen.
Det var ikke så mange deltagere, men der blev arbejdet målrettet med alt vedrørende dommerassistenternes og kåringsledernes opgaver samt planlægning af kommende eksamener for begge dele.
Dagen blev afsluttet med gennemgang af BSZ-deltagende hunde i forhold til kontrol af oplysningerne på alle hundene i VA–gruppen samt de første 5 placeringer i både unghunde- og yngsteklasserne.
Maj 2025
To deltagere var med på sidelinjen som dommerassistenter ved LD-skuet i Vallensbæk. Her fik Martin sin debut som dommerassistent, og der blev stillet reelle krav til det, de gerne skulle have styr på som dommerassistenter. Det blev en særdeles god og ikke mindst lang dag, men de havde læst deres lektie, og det gik virkelig godt.
Juli 2025
Ved dobbeltarrangementet i Kreds 23 Slagelse var Line og Sofie til eksamen som dommerassistenter.
Dagen begyndte med en avlskåring hvor de gik til hånde, hjalp med tandvisning, måling, skudtest, chipkontrol og så videre. De fik også mulighed for at bedømme en hund eller to.
Ved ungdomsudstillingen var de dommerens højre hånd i ringen og havde de det fulde ansvar for chip- og tandkontrol, opstillinger, rækkefølge og meget mere.
Begge klarede deres opgaver og havde helt styr på det. Line Roger Sørensen og Sofie Emilie Hansen kunne derfor med glæde bydes velkommen som uddannede dommerassistenter.
En særdeles lang og god dag med først avlskåring og derefter ungdomsudstilling - både for vores ungdomsmedlemmer, som var gæster og deltog i skuet - men især for de 2 deltagere, som havde været i Akademiet i et stykke tid.

Oktober 2025
Line Roger Sørensen fra Akademiet bestod sin eksamen som kåringsleder ved avlskåringen i Kreds 4 Roskilde. Igen gik det særdeles godt, og Line havde fuldstændig styr på de ting og opgaver, der er forbundet med at kunne være kåringsleder ved vores avlskåringer i Schæferhundeklubben.
Året 2025
Året blev afsluttet med en pause efter mange intensive og lærerige forløb. En stor og særlig tak til underviser Fritz Bennedbæk samt for Leif Jørgensen og Michael Lumby for at genstarte Akademiet.
Akademiet - fremtiden
I foråret 2026 vil vi undersøge om der er interesse hos nogle unge mennesker i at være en del af Akademiet med henblik på opstart af et nyt forløb for at kunne få flere dommerassistenter, kåringsledere og eventuelle nye dommeraspiranter.
På vegne af Avlsrådet
Lena Pichler Bjerre


Betalinger til Schæferhundeklubben for Danmark
Danske Bank
Reg.nr.: 3420 Konto.nr.: 9150007752
IBAN-nr.: DK38 3000 9150 0077 52
SWIFT: DABADKKK
© 2024 Schæferhundeklubben for Danmark




