Af Michael Lumby, april 2025
Når luften er koldere end vandet i sø og mose, stiger
tågerne til vejrs som røg. Man siger, mosekonen brygger. Den slags
stemningsfulde øjeblikke opstår hele tiden i det danske klima – og sådan et
øjeblik ramte mig denne rå, stille decembermorgen, hvor jeg satte kursen mod
Silkeborg for at dømme en avlskåring.
Det havde regnet i dagene op til, men denne vintermorgen den
7. december 2024 var tør og tæt på frysepunktet. Perfekt hundevejr.
Lysanlægget var tændt, da jeg ankom. Kreds 17's træningsbane
ligger lavt – lidt moselignende – og ja, mosekonen bryggede. Ringen, teltet og
lydanlægget var klar, og der var kælet for detaljerne, selvom der kun var
tilmeldt 6-7 hunde. Gløgg, æbleskiver og hjemmelavet risalamande skabte en varm
stemning, og snakken gik lystigt på kryds og tværs.
Blandt deltagerne var et par, som allerede havde skrevet sig ind i klubbens historie: Michelle Jønsson og Hesselballe Hugo Junior – vinderparret ved IGP3-DM både i DKK og i Schæferhundeklubben i 2024. Denne morgen stillede de op til en livstidskåring.
Tragisk nok skulle det vise sig at være blandt deres sidste store præstationer sammen, da Hugo Junior desværre under træning i marts 2025 pådrog sig en skade, som han aldrig ville komme sig over. Michelle stod derfor med den sværeste beslutning efter påske - at tage endeligt afsked med sin bedste og mest trofaste træningsmakker.
Pragtpræstation – som en panter på lur
Klokken er 09:20. Michelle og Hugo Junior står klar på
DSB-banen. Hugo Junior kigger undrende på det farvede bånd hen over jorden ned
mod skjulet – det plejer ikke at være der. Han kigger spørgende på sin
hundefører, som giver ham en dæmpet kommando, så han straks hopper over på den
rigtige side.
Han kigger op igen. “Er vi så klar?” Det er de.
Let som junglenattens panter lister Hugo Junior sig afsted. 100
% fokuseret mod sit bytte i skjulet. Hver eneste muskel og fiber i hans
veltrimmede krop er spændt til bristepunktet.
Ud af skjulet træder den knap 2 meter høje figurant, Martin
Hasager – og i samme sekund eksploderer Hugo med udtalt energi og sætter et
dybt, fast greb i ærmet. Da figuranten står passiv, viser Hugo Junior med
imponerende kontrol en ualmindelig flot, præcis og energisk standhals og
bevogtning. Det gentager sig i modprøven.
Det var et af de øjeblikke, man ville ønske, varede lidt
længere end et splitsekund. En præstation, der stadig står knivskarpt i
erindringen. Wauw, en præstation.
Selvfølgelig bestod Hesselballe Hugo Junior sin livstidskåring – og med bravur. Det var anden gang, jeg dømte ham ved en kåring, og efter at have set ham og Michelle ved både DM i 2023 og 2024, kunne jeg ikke lade være med at spørge mig selv: Hvad er historien bag dette vinderpar?
Det startede hos mormor og bedstefar
En sommerdag i august 1990 blev Michelle født. Som barn
elskede hun at besøge sin mormor og bedstefar, som havde en hund, hun
forelskede sig hovedkulds i. Derhjemme plagede hun om en hund, men det var først,
da hun flyttede hjemmefra, at ønsket om egen hund gik i opfyldelse. Her overtog
hun en 6-årig samojede, hvis ejer var gået bort.
Hun var allerede ”bidt af en gal hund”, da hun i 2009 fik
sin første hvalp – schipperken Baloo. Kort efter kastede hun sig ind i
udstillingsverdenen og finpudsede sin handling på ringtræningshold. Det gav
pote: Michelle og Baloo hjemtog titler som klub-, veteran-, dansk- og
international champion.
I 2010 blev Michelle introduceret til schæferhunden af Flemming Larsen, formand i kreds 35 Sydfyn. Han overtalte hende til at melde sig ind i Schæferhundeklubben og opmuntrede hende til at prøve kræfter med brugshundesport. Sammen med Baloo påbegyndte hun lydighedstræning, gennemførte en BH og en begynder B-prøve på ham – og de blev bl.a. nr. 2 til DKK’s begynder B-DM med 99 point.
Et møde med racen – og kærligheden
Michelle havde fået øjnene op for sporten og tog flere
kurser i klikkertræning. Med ønsket om at træne IGP fik hun først to hunde af
racen hvid schweizisk hyrdehund, men indså, at hendes dansepartner i sporten
skulle være en schæferhund.
Hun faldt hurtigt for Hesselballe Archi – ejet af Morten
Dinesen – og så tog schæferhundekarrieren ellers fart. Morten introducerede
hende for Hugo og Pia fra Kennel Hesselballe, og kort tid efter dannede hun
makkerpar med Archis halvbror, Hesselballe Diesel, der netop var hjemvendt fra
politiet.
Og faktisk var det ikke kun Archi, Michelle dengang faldt
for. Hun faldt også for Morten, og sammen begyndte de at hjælpe andre
hundeejere med at uddanne og kåre deres schæferhunde.
Efter 12 lange måneders ventetid kom Hesselballe Hugo Junior
til verden – og et dream team blev født. Deres CV herunder er allerede
prangende, men mon ikke der er mere godt i vente til de to.
En stjerne bliver til
Hugo Juniors egen karriere startede i 2021 i Hobro ved DKK's
IGP1-mesterskab, hvor det blev til den første vinderplacering – og dermed også
den første DM-vindertitel – med en suveræn score på hele 295 point.
Året efter gjaldt det IGP3 DM i Vejle, hvor det blev til en
6. plads (ud af 28 deltagere) og 278 point. I 2023 i Farum kom Hugo Junior og
Michelle endnu tættere på med 281 point og en 2. plads. Senere samme år blev
han, som tidligere nævnt, bedste dansker og nr. 15 ved VM i Ungarn med 274
point.
Så kom året 2024, hvor man må sige, at succesen for alvor
tog fart, og det toppede for det velfungerende team Michelle og Hugo Junior.
Først blev det til en DM-vindertitel ved DKK's IGP3-mesterskab i Brønderslev
med 277 point. Senere i Haderslev ved Schæferhundeklubbens IGP3 DM skete det
helt utrolige, at Hugo Junior og Michelle blev Danmarksmestre for anden gang i
samme sæson. I Haderslev blev sejren opnået med 287 point skarpt forfulgt af
Vibeke Mølgaard og Haska vom Wolfsmoor på 2. pladsen med 286 point.
Hugo Junior har, som sin far Cico, et højt og flot
pointgennemsnit ved de store mesterskaber, som p.t. ligger på 279 point. Hugo
Junior har desuden en kuldbroder, Hesselballe Huxi, som også deltager ved de
store konkurrencer. Huxi blev i 2024 nr. 16 ved IGP3 DM med 260 point. Ved IGP3
DM-udtagelsen i Ringkøbing senere på året gjorde han sig særdeles positivt
bemærket ved at opnå det meget sjældne resultat at score fuldt hus – 100 point
– i A (spor). Huxi blev ved den lejlighed nr. 15 med 267 point (ud af 28
deltagere).
Så to værdige sønner og repræsentanter for Hesselballe Cico.
Hesselballe Hugo Junior er på alle måder en sund og driftig
schæferhund med et fornuftigt eksteriør, hvilket hans konkurrenceresultater og
avlskåring fortæller alt om.
Hugo Junior har også opnået højeste prædikat for sin klasse på et skue. Kigger man på hans sundhedstal vedr. AD og HD, forstærker det kun hans fortrin på flere vigtige områder, hvad angår sundhed, væsen, drifter og eksteriør. Han nåede at blive 7 år gammel, inden han desværre pådrog sig en kronisk træningsskade - men han havde fortsat de fineste hofter og albuer.
Du kan længere nede læse Kjeld Mathiasens sundhedsskema vedr. AD og
HD og konkludere, at også her ligger Hugo Junior absolut i top.
Foto: Esther Brødbæk
Et sidste farvel til en ener
Et imponerende ophav
Ellute v.d. Mohnwiese havde i perioden 2002 til 2008 rigtig
mange parringer og har sat dybe, stærke spor i brugshundeverdenen, og det er
tydeligt, at Hugo Junior er indavlet Ellute 3-3, både hvad angår type og
drifter.
Ellutes far er den konkurrencestærke Tom van't Leefdaalhof,
der vandt flere mesterskaber og toppede i 1999 ved at vinde verdensmesterskabet
(dengang SchH3) med hele 293 point. Tom blev en populær avlshund med mange
beundrere samt en glorværdig konkurrence- og avlskarriere. Flere danske
opdrættere tilførte deres tæver denne driftsstærke han, bl.a. kennelerne
Jabina, Laguso, Hajen, Bayogi og Cha'de.
Hugo Juniors far, Hesselballe Cico, var en temperamentsfuld,
driftsstærk han, hvilket han helt tydeligt har givet videre til sin søn. Cicos
far er den ganske velbyggede, mørkegrå han Keanu vom Hessenstein, der stod i
den absolutte ønskværdige middelstørrelse 62,5 cm. Også han blev flittigt
benyttet i avlen.
Cicos oldefar på morsiden er den verdensberømte og stærkt
avlende – hvad brugsegenskaber angår – Asko v.d. Lutter. En hund med en
bemærkelsesværdig og helt igennem imponerende avls- og konkurrencekarriere.
Asko var helt uden indavl, og også han blev benyttet i avlen af flere danske
opdrættere.
Hans imponerende CV tæller mange mesterskaber, hvor de
største sejre kan nævnes som følger:
Hesselballe Cico fik i perioden 2016 til 2019 en meget flot
konkurrencekarriere med et imponerende pointgennemsnit på 281 point ved de
store mesterskaber. Han startede i 2017 med at blive nr. 2 ved sin første IGP3 DM/VM udtagelse med 288 point. Senere samme år deltog han i Schæferhundeklubbens IGP3 DM, hvor han – 4 år gammel – blev placeret som nr. 2 med 289 point.
2018 blev Cicos bedste år, hvor han gjorde rent bord ved at
vinde Schæferhundeklubbens IGP3-mesterskab med 286 point og ved at blive højest
placerede dansker til VM i Randers som nr. 27 med 264 point. Det år deltog 120
hundeførere fra hele verden i Randers. Et arrangement, der i øvrigt blev rost
som et af de bedste afholdte VM-mesterskaber nogensinde.
Både far og søn har altså markeret sig markant såvel
her til lands som internationalt. Begge har de vundet DM, og begge blevet flot
placeret ved VM. Hugo Junior blev i 2023 bedste dansker ved VM i Ungarn med en
høj, flot placering nemlig nr. 15 og 274 point. En særdeles overbevisende og
beundringsværdig præstation.
Hugo Juniors mor er den mørk ulvegrå Lærkebos Hella IPO3 AK,
der går tilbage til den danske Hulgaards Karlo, som havde en del parringer.
Karlo var en iøjnefaldende, smukt pigmenteret mørk ulvegrå han, der hver gang
løb prædikatet "fortrinlig" hjem på skuer. Han blev avlskåret i 1996
ved Fritz Bennedbæk, hvor han fik mange velfortjente roser med hjem, og i 1997
blev han på hovedavlsskuet fortrinlig 19 ud af 30 ved dommer Poul
Meineche.
Schæferhundeklubben for Danmark
Bredbjergvej 44
5230 Odense M
Telefon +45 52 77 14 67
Telefontid: tirsdag og torsdag 11.00 til 14.00
CVR nr. 30813316
Betalinger til Schæferhundeklubben for Danmark:
Danske Bank
Reg.nr.: 3420 Konto.nr.: 9150007752
IBAN-nr.: DK38 3000 9150 0077 52
SWIFT-kode: DABADKKK
© 2024 Schæferhundeklubben for Danmark