Om modet til at blive ved, når det er svært - og glæden ved at komme i mål
Vejen til en IGP-prøve er sjældent snorlige. For Kasia og schæfertæven Keiko har den været fyldt med omveje, tvivl, pauser og genstart. Alligevel - eller måske netop derfor - står deres beståede IGP 2 som et stærkt eksempel på, hvad vedholdenhed, nysgerrighed og tillid kan føre til.
Ikke for pointenes skyld. Ikke for titlerne. Men for samarbejdet, relationen - og den udvikling, der sker, når man bliver ved. Også når vejen slår knuder.
Drømmen om schæferhund
Kasia er 48 år og levede i mange år et nomadeliv med base forskellige steder i ind- og udland, før hun og manden flyttede i hus på Vestegnen. Her blev der plads til at realisere en gammel drøm om hund. En drøm, der går helt tilbage til barndommen og en tidlig tilknytning til schæferhunden.
“Min far har altid haft schæferhunde og gav mig kærligheden til racen. Jeg fik en tæve til min konfirmation - og der gik over 20 år, før jeg selv fik hund igen.”
Kasia besøgte flere kenneler, før valget faldt på Keiko, en højavlstæve fra Team Jomere. Og i dag ser hun det som et match, der passede præcist til hendes erfaring og ambitioner som ny hundefører. Sammen har de indtil videre opnået en IGP 2, og Keiko er avlskåret - et tydeligt bevis på, at hun er den “hele hund” med både gode arbejdsegenskaber, korrekt bygning og et stærkt, stabilt væsen.
“Keiko passer perfekt til mig. Jeg ønskede egentlig en grå sportshund, men en ærlig opdrætter af dem frarådede mig det, fordi den nok ville stille større krav, end jeg som ny hundefører kunne honorere på det tidspunkt. Det råd er jeg meget taknemmelig for i dag.”
Foto: Kasia Køhler Larsen
Et samarbejde, der er vokset frem
I dag beskriver Kasia og Keiko sig selv som et team. Ikke fordi alting kom let, men netop fordi det ikke har gjort. De har arbejdet sig frem til forståelsen sammen, og Kasia har dedikeret sig fuldt ud til træningen. Keiko har til gengæld lært hende tålmodighed, struktur og vedholdenhed.
“Vi er endelig kommet i sync. Hun er min bedste buddy - og vi er sammen om det her. Vi er ikke naturtalenter - men vi kan begge lide at knokle.”
Det første skridt i Schæferhundeklubben
Allerede inden Keiko flyttede ind, meldte Kasia sig ind i Schæferhundeklubben for Danmark. Træningen startede på hvalpehold og senere begynderhold i Kreds 3 Ballerup, hvor hun fik sin første introduktion til IGP-disciplinerne, selvom det aldrig lå i kortene at stille til prøve.
Alt var nyt: teknik, timing, udstyr - og samtidigt en hvalp, der syntes, at verden var meget mere spændende end hundeføreren. Træningen var udfordrende, og tvivlen fyldte ofte meget, men især sporarbejdet tændte en motivation, der gjorde, at Kasia valgte at fortsætte.
Når brikkerne begynder at falde på plads
De første gennembrud kom i form af kontakt - at have Keikos fulde fokus i en lineføring. Oplevelsen af, at Keiko faktisk valgte samarbejdet og fandt arbejdet sjovt, blev et vendepunkt. Små sejre - som når kommandoer pludselig virker - blev store øjeblikke og byggede gradvist fundamentet for videre træning. Og lysten til at prøve kræfter med IGP-prøverne.
“Det er en vild følelse af samarbejde og kontakt med sin hund, når kommandoerne begynder at virke. Jeg husker første gang, hun satte sig ved “Sit”, og jeg tænkte bare “wauw, hvor vildt er dét lige!”.
Foto: SRM Photography
En vej med modstand
Vejen mod prøverne bød dog på 2 store bump.
Det første var, da Keiko udviklede skudrædhed efter en uheldig oplevelse tidligt i træningen. Under efterfølgende skud til træning mistede Kasia al kontakt til sin hund, som skælvede og ville flygte, og to gange blev de diskvalificeret til IGP 1. På få sekunder blev alt det arbejde, de havde lagt i spor, lydig og samarbejde, afgjort, selvom Keiko jo kunne hele programmet. Flere omkring dem mente, at projektet var dømt til at mislykkes.
Kasia valgte alligevel at blive ved. Hun fandt sin egen tilgang til træningen, og tredje gang lykkedes det at få prøven i hus i kreds 4 Roskilde. At Keiko blev ved hendes side under skuddene står i dag, som en af de største sejre i hele deres forløb.
“Jeg var så tæt på at opgive IGP-projektet. Flere mente, at jeg aldrig kunne træne os ud af det. Men jeg gav ikke op. Og da hun blev ved min side under skud til prøven, føltes det som den største sejr nogensinde. Det gør det stadig.”
Det er den slags øjeblikke, rigtig mange hundeførere kan genkende: når man efter lang tids arbejde med en konkret udfordring endelig lykkes. Når man kan mærke, at indsatsen har båret frugt - og man både over for sig selv og omverdenen kan vise, at mavefornemmelsen var rigtig, og at det hårde arbejde faktisk kunne betale sig.
Det næste tilbageslag var dog endnu sværere: Keiko pådrog sig en skade, der førte til godt 10 måneders pause, udredninger og forskellige behandlingsforsøg. På et tidspunkt lød beskeden, at Keiko muligvis skulle på tidlig pension. Kasia valgte at give dem én sidste chance - og fandt de rette fagpersoner.
Kombinationen af korrekt behandling og målrettet styrketræning hos smerteklinikken gjorde forskellen. I dag er Keiko smertefri, uden medicin og tilbage på banen.
Foto: SRM Photography
IGP 2 - og en personlig sejr
Beståelsen af IGP 2 blev mere end et resultat. Det blev et bevis på, at rejsen havde været det hele værd. For første gang oplevede Kasia, at hun kunne nyde prøvedagen og være til stede i arbejdet med sin hund.
Pointene var ikke det vigtigste. Eller titlen i sig selv. Arbejdsglæden, kontakten og følelsen af samarbejdet med Keiko stod i centrum - også selvom hun til tider viste sin kække side.
“Jeg nød dagen for første gang. Tidligere prøver har føltes som at dø langsomt. Og at vi mister point, fordi hun er fræk, rører mig ikke. For to måneder siden troede jeg jo slet ikke, at vi kunne stå her overhovedet.”
Foto: SRM Photography
Struktur, ro og læring - hos både hund og fører
Træningen i dag er struktureret. Der er faste dage til C-arbejde, spor og lydighed, og der trænes dagligt i korte, fokuserede sekvenser. Samtidig er der kommet et øget fokus på stabilitetstræning og styrkelse af Keikos kernemuskulatur. På specialklinikken blev Kasia gjort opmærksom på, at hun i praksis trænede Keiko som en atlet, men uden at have den supplerende styrke og stabilitet. Den indsigt tog hun til sig, og styrketræningen er i dag en fast del af hverdagen.
Men udviklingen har ikke kun handlet om Keiko. Også Kasia har arbejdet målrettet med sig selv. Prøverne har længe været forbundet med meget stor nervøsitet, som flere gange har spændt ben for hende. Hun oplevede at være helt ved siden af sig selv på prøvedagene.
Over tid og gennem bevidst arbejde med sin egen mentale tilgang, blandt andet ved hypnose og ved ganske enkelt at blive ved med at stille - har hun hun opnået en langt større ro. I dag oplever hun, at hun har sig selv med til prøverne, og selvom hun stadig er nervøs, overskygger angsten ikke længere samarbejdet.
Alt forsøges at blive gjort til en leg, og netop glæden ved samarbejdet med Keiko er drivkraften - det skal være sjovt! - både på træningsbanen og på prøvedagen.
Menneskene omkring
Kasia understreger, at ingen går denne vej alene. Undervejs har hun haft stor glæde af støtten fra sin opdrætter, som fra starten har været en vigtig sparringspartner, og fra figurant Klaus Midtiby Girel, der med ro, tålmodighed og blik for både hund og fører har åbnet døren til C-arbejdet for hende. Kasia fremhæver også Marlene Meincke Orbe, som har været en vigtig støtte og et vigtigt vendepunkt i lydighedstræningen og for Kasia ro og fokus som fører.
Samtidig peger Kasia på, at hun gennem årene har mødt virkeligt dygtige hundefolk, som - hver på deres måde - har bidraget til hendes forståelse af træning, struktur og samarbejde. Mennesker, der har skabt trygge rammer med plads til at fejle, stille spørgsmål og udvikle sig i sit eget tempo. Og til at glædes ved hinandens opture og støtte hinanden, når der er bump på vejen.
“Der skal være tillid, før man tør fejle. Vi skal tale hinanden op - især når man er ny.”
I dag træner Kasia på IGP-hold i kreds 4 Roskilde, hvor hun oplever et trygt og engageret miljø med plads til læring og ambitioner, og hvor både hund og fører bliver taget seriøst.
Foto: SRM Photography
Det vigtigste, hun tager med
Arbejdet med IGP har lært Kasia, at tydelighed og struktur giver mest tilbage i samarbejdet med Keiko - og at leg og belønning er afgørende i træningen.
Samtidig har hun lært, at man godt kan komme langt uden at vide alt på forhånd. At fejl ikke er tegn på manglende evner, men en nødvendig del af læringen. Og en forudsætning for udvikling. Det er muligt at rejse igen, også når det ser allersværest ud.
Med den erfaring i rygsækken er drømmen nu en IGP 3, når tiden og formen er til det - og endnu mere fordybelse i sporarbejdet.
Kasias råd til dig, der overvejer IGP
Kasia håber, at andre kan spejle sig i deres historie og tage mod til sig. Man behøver ikke være naturtalent. Men man skal turde være ny, synlig og uperfekt.
Udvikling kræver mod - og viljen til at blive ved, også når vejen slår knuder. Men glæden ved at samarbejde med hunden er det absolut bærende element - resultaterne er en bonus.
“Selvom vejen er snørklet, så er det i modgangen, at man får foræret mest læring - selvom man først kan se det et stykke tid efter. Vær vedholden. Og find folk, du mærker tillid til og spørg. Også selvom du føler dig kikset. Der er så mange gode hundefolk derude, som rigtig gerne vil hjælpe til. Ræk ud til dem, du har tillid til.”
IGP er en alsidig brugshundesport med spor, lydighed og forsvarsarbejde - i 3 sværhedsgrader; IGP 1, IGP 2 og IGP 3. Udover at være er den brugshundeprøve, som benyttes til uddannelse af schæferhunde, er det samtidig en fantastisk måde at styrke samarbejdet mellem hund og fører.
.png)
