I Tyskland, vores schæferhunds moderland, havde århundreders anvendelse af hyrdehunde givet sig udslag i forskellige typer. Det eneste, der talte, var anvendeligheden, så da man i 1899 stiftede Verein für Deutsche Schäferhunde (SV), har man helt sikkert stået over for et sandt virvar af typer.

Formålet med foreningens stiftelse var at bevare den tyske hyrdehund - schæferhunden - som race for efterverdenen og bringe avlen af schæferhunde ind i faste baner.

I Tyskland fandtes to schæferhundetyper, som skulle blive den avlsmæssige basis for vore dages schæferhunde, nemlig den forholdsvis lille, kraftige, dybtstillede, skarpe, som regel ulvegrå Thüringer med det forholdsvis korte hårlag, kraftig underuld, opretstående ører og en noget højt ansat, skævt båret hale, og den noget større, tungere og roligere, noget mere harmoniske Württemberger, der som oftest var langhåret og havde hænge- eller kipører. Ved krydsning af Thüringer og Württemberger fremkom højst forskellige øreformer, ligesom hårlagets længde varierede stærkt fra det korte, stride til det lange, bløde og collieagtige hårlag med eller uden underuld. Som kuriositet kan nævnes, at til trods for, at man fra starten bl.a. fastsatte, at pelsen skulle være forholdsvis kort og kraftig (stockhaarig) med tæt underuld, og at ørerne skulle være opretstående, er det efter 80 års forædlingsarbejde ikke ualmindeligt, at der forekommer langhårede hunde med hængeører, og det er altså det gamle Württembergerblod, der slår igennem.

Til støtte for den planmæssige avl påbegyndte SV i 1900 føringen af en stambog (Zuchtbuch), og for at skabe det bredest mulige avlsgrundlag blev stambogen længe holdt åben for alle typiske hyrdehunde (schæferhunde). 

Den første stambogsførte schæferhund var Horand v. Grafrath SZ 1 (Schäferhund Zuchtbuch 1), der tilhørte en af foreningens stiftere, Ritmester Max von Stephanitz. Horand var af rent Thüringerblod, ca. 60 cm høj, og som alle Thüringerhunde temperamentsfuld, skarp og hård. Fra ham udgår alle hovedavlslinier, ligesom der fra starten blev drevet stærk indavl på ham.

Man vedtog fra starten, at opdrætteren og brugeren måtte arbejde hånd i hånd, da en forbedring af en stamme kun kan opnås, når man tilsigter en større brugbarhed af hunden, og mottoet: Schæferhundeavl er brugshundeavl, blev fastslået. Standarden for den tyske schæferhund blev udarbejdet af Ritmester von Stephanitz, og den har kun gennemgået uvæsentlige ændringer i tidens løb. Det kan man da kalde fremsynethed. Andre har selvfølgelig "båret sten til bygningen", men arkitekten hed von Stephanitz. Det er frem for nogen ham, der har skabt schæferhunden.

På de store herregårde holdt man indtil sidste halvdel af forrige århundrede kreaturerne og især fårene i løsdrift. Til at passe mejeridriften og til at holde opsyn med besætningen havde man mange steder en tysk mejeribestyrer, og til at vogte de store fåreflokke havde man ikke sjældent en tysk hyrde.

Mejeribestyreren og fårehyrden vidste af erfaring, hvilken hjælp og nytte man kunne have af en hyrdehund (= schæferhund) og havde som oftest en sådan hund med hjemmefra. Fårehyrden kunne slet ikke passe de store fåreflokke uden hundens hjælp, og da disse hunde også tit reddede mejeribestyreren eller hyrden, når de blev overfaldet af "uvane tyre og ondskabsfulde orner", kom der til at stå stor respekt om disse hunde.

Efterhånden som dyrkningen af jorden blev mere intensiv, blev de store drifter af løsgående kreaturer og får mere og mere sjældne, og hyrden og hundene blev overflødige. Fårehyrden rejste hjem, og tog han ikke hunden med sig, blandede den sig med bøndernes hunde, så tilbage blev nogle "bastarder". Indtil 1913-1914 var der spredte tilløb til egentlig schæferhundeavl, uden dog at sætte sig varige spor. 

Men i 1918 skete der noget.

På et møde i Søpavillonen i København søndag den 14. juli 1918 blev Dansk Schæferhundeklub stiftet som en specialklub under Dansk Kennel Klub.