Medlemslogin

Søg på Schæferhundeklubben

Indtast søgeord nedenfor og klik "Søg"

Søg på Schæferhundeklubben

Indtast søgeord nedenfor og klik "Søg"

×

Schæferhundeklubben for Danmark’s historie. 

 

 


Historien er et uddrag fra vore medlemsblad Schæferhunden og er skrevet af medlemsbladets tidligere redaktør Lotte Albret Wissing. 
De første år
Den første danske klub for schæferhunde blev stiftet - helt præcist søndag den 14. juli 1918. Den hed Dansk Schæferhundeklub og regnes for at være "stamfaderen" til Schæferhundeklubben for Danmark. 


Øverst:Hektor von Schwaben, født 5. jan 1898.
Nederst: Pakros d' Ulmental, født 4. april 2002

Begyndelsen i Tyskland
I årtusinder har mennesket holdt hyrdehunde til at vogte de løsgående hjorde af kvæg og får. Så at sige hvert land udviklede typer, der har sat deres præg på nutidens eksteriøre fremtoninger, men arbejdsområdet har trods typeforskelle været det samme, og mange af de racer, vi kender i dag, har en mere eller mindre fjern fortid som hyrdehunde.
I Tyskland, vor schæferhunds moderland, havde århundreders anvendelse af hyrdehunde givet sig udslag i forskellige typer. Det eneste, der talte, var anvendeligheden, så da man i 1899 stiftede Verein für Deutsche Schäferhunde (SV), har man helt givet stået over for et sandt virvar af typer.
Formålet med foreningens stiftelse var at bevare den tyske hyrdehund - schæferhunden - som race for efterverdenen og bringe avlen af schæferhunde ind i faste baner.
I Tyskland fandtes to schæferhundetyper, som skulle blive den avlsmæssige basis for vore dages schæferhunde, nemlig den forholdsvis lille, kraftige, dybtstillede, skarpe, som regel ulvegrå Thüringer med det forholdsvis korte hårlag, kraftig underuld, opretstående ører og en noget højt ansat, skævt båret hale, og den noget større, tungere og roligere, noget mere harmoniske Württemberger, der som oftest var langhåret og havde hænge- eller kipører. Ved krydsning af Thüringer og Württemberger fremkom højst forskellige øreformer, ligesom hårlagets længde varierede stærkt fra det korte, stride til det lange, bløde og collieagtige hårlag med eller uden underuld. Som kuriositet kan nævnes, at til trods for, at man fra starten bl.a. fastsatte, at pelsen skulle være forholdsvis kort og kraftig (stockhaarig) med tæt underuld, og at ørerne skulle være opretstående, er det efter 80 års forædlingsarbejde ikke ualmindeligt, at der forekommer langhårede hunde med hængeører, og det er altså det gamle Württembergerblod, der slår igennem.

Til støtte for den planmæssige avl påbegyndte SV i 1900 føringen af en stambog (Zuchtbuch), og for at skabe det bredest mulige avlsgrundlag blev stambogen længe holdt åben for alle typiske hyrdehunde (schæferhunde). Den første stambogsførte schæferhund var Horand v. Grafrath SZ 1 (Schäferhund Zuchtbuch 1), der tilhørte en af foreningens stiftere, Ritmester Max von Stephanitz. Horand var af rent Thüringerblod, ca. 60 cm høj, og som alle Thüringerhunde temperamentsfuld, skarp og hård. Fra ham udgår alle hovedavlslinier, ligesom der fra starten blev drevet stærk indavl på ham.
Man vedtog fra starten, at opdrætteren og brugeren måtte arbejde hånd i hånd, da en forbedring af en stamme kun kan opnås, når man tilsigter en større brugbarhed af hunden, og mottoet: Schæferhundeavl er brugshundeavl, blev fastslået. Standarden for den tyske schæferhund blev udarbejdet af Ritmester von Stephanitz, og den har kun gennemgået uvæsentlige ændringer i tidens løb. Det kan man da kalde fremsynethed. Andre har selvfølgelig "båret sten til bygningen", men arkitekten hed von Stephanitz. Det er frem for nogen ham, der har skabt schæferhunden.

Schæferhunden i Danmark
På de store herregårde holdt man indtil sidste halvdel af forrige århundrede kreaturerne og især fårene i løsdrift. Til at passe mejeridriften og til at holde opsyn med besætningen havde man mange steder en tysk mejeribestyrer, og til at vogte de store fåreflokke havde man ikke sjældent en tysk hyrde.
Mejeribestyreren og fårehyrden vidste af erfaring, hvilken hjælp og nytte man kunne have af en hyrdehund (= schæferhund) og havde som oftest en sådan hund med hjemmefra. Fårehyrden kunne slet ikke passe de store fåreflokke uden hundens hjælp, og da disse hunde også tit reddede mejeribestyreren eller hyrden, når de blev overfaldet af "uvane tyre og ondskabsfulde orner", kom der til at stå stor respekt om disse hunde.
Efterhånden som dyrkningen af jorden blev mere intensiv, blev de store drifter af løsgående kreaturer og får mere og mere sjældne, og hyrden og hundene blev overflødige. Fårehyrden rejste hjem, og tog han ikke hunden med sig, blandede den sig med bøndernes hunde, så tilbage blev nogle "bastarder". Indtil 1913-1914 var der spredte tilløb til egentlig schæferhundeavl, uden dog at sætte sig varige spor. Men i 1918 skete der noget.

Dansk Schæferhundeklub stiftes
På et møde i Søpavillonen i København søndag den 14. juli 1918 blev Dansk Schæferhundeklub stiftet som en specialklub under Dansk Kennel Klub. Fra starten talte klubben 12 medlemmer, i 1922 var den vokset til 150 medlemmer og omkring 1944 var der ca. 800 medlemmer. Den første formand var Overdyrlæge Rasmus Sørensen - han beklædte posten i 22 år.
Om samarbejdet med vor tyske moderklub skriver overdyrlægen:
"Det stod mig klart, at det var haabløst af tænke paa at genopbygge Racen paa de Rester, vi havde tilbage her i Landet. Jeg forsøgte saa ved Annoncer i "Hundesport und Jagd" at skaffe mig Avlsmateriale fra Tyskland. De Hunde, jeg fik, var imidlertid ikke gode nok, men da kom "Verein für deutsche Schäferhunde" mig til hjælp. Denne Forenings Eksistens var mig ikke bekendt, men man havde lagt Mærke til mine Annoncer og skrev til mig:
'Køb aldrig en Schæferhund, uden at en af vore Dommere har set den for Dem og godkendt den. Betal aldrig forud, men deponer Pengene hos os, til Salget er i Orden, en Sælger, som ikke vil gaa med til denne Ordning, skal man aldrig købe hos.”
Det hjalp. Derefter fik jeg gode Hunde af gode Stammer."

Avlsarbejdet organiseres i 1920'erne
I 1920'erne indføres kåring af avlsdyr, ligesom det første avlsråd oprettes. I Tyskland kårer man kun hanner, men Dansk Schæferhundeklub vedtog at kåre både hanner og tæver. Ritmester von Stephanitz dømmer schæferhunde i København og udnævnes til æresmedlem af Dansk Schæferhundeklub. Der vises for første gang en afkomsklasse ved en udstilling, og der indledes forhandlinger med Dansk Kennel Klub om oprettelse af kennelmærker for schæferhundeopdrættere. Samarbejdet med de øvrige nordiske schæferhundeklubber begynder i dette tiår, og BH-prøven (BH=Beskyttelseshund) godkendes.

Debat om dressurprøver og hvide schæfere i krigens år
Diskussionen om tvungen kontra frivillig BH-prøve før avlskåring fortsætter ind i 1940'erne. På klubbens generalforsamling i 1943 bliver et forslag om aflagt dressurprøve for at blive placeret i vinderklasse forkastet.Samtidig kræves bidske hunde væk fra udstillinger, og det besluttes, at kryptorchide hunde ikke kan præmieres på udstillinger og benyttes til avl.
Også en debat om hvide schæferhunde fortsætter i 1940'erne. I England er de på mode og meget efterspurgte pga. mørklægningen under 2. verdenskrig, og de anbefales også som blindeførerhunde, idet den hvide farve er let kendelig i trafikken. I 1943 giver Dansk Kennel Klub tilladelse til stambogsføring af hvide schæferhunde med mørke øjne og sort næse (ikke albinoer). Samme år dør klubbens stifter og formand, overdyrlæge Rasmus Sørensen. Han var i 1941 blevet afløst på posten som formand af Lillie Wengel.

Stigning og fald i efterspørgslen på schæferhunde
I starten af 2. verdenskrig er efterspørgslen på schæferhunde og hvalpe stor på grund af de usikre forhold under besættelsen. Der bliver også vist stigende interesse for schæferhunden som vagthund, og i 1946 tæller klubben næsten 1600 medlemmer. Men rationering på bl.a. brød og kød efter krigens afslutning virker hæmmende på hundeholdet, og efterspørgslen på hvalpe falder igen. Ved udgangen af 1940'erne er klubben nede på godt 900 medlemmer. En 8 ugers hvalp koster på det tidspunkt ca. 250 kr. på Sjælland og ca. 150 kr. i Jylland. Medlemskontingentet er på 15 kr.

Hundenes ve og vel
Klubbens generalforsamling i 1945 præges af en livlig debat om, hvorvidt det kunne betragtes som hundehandel, at et medlem købte og solgte hunde. Man enedes om, at hvis der kun blev handlet med stambogsførte hunde, ville det ikke kunne anses som værende skadeligt for klubben. Der arbejdes også med ændringer til kåringsreglerne, således at hundene forud for avlskåringen skal bestå en karakteranlægsprøve. De nye kåringsregler træder i kraft 1. juli 1946. Efter indstilling fra Dansk Schæferhundeklub indfører Dansk Kennel Klub, at hvalpe kun kan stambogsføres, hvis moderen er fyldt 21 mdr. ved hvalpefødslen.