Nyhedsbrev juli 2026


Referater
Referat fra Hovedbestyrelsesmødet den 22. juni 2026: Klik her





Sommerhilsen

Hovedbestyrelsen ønsker jer alle en dejlig sommer fyldt med gode oplevelser, hyggelige træningstimer, lange gåture og masser af kvalitetstid med jeres schæferhunde.
Husk at følge med i nyhedsbreve og på hjemmesiden, hvor vi løbende deler opdateringer og information fra klubben.
I sommerperioden må der forventes lidt længere svartider fra sekretariatet og hovedbestyrelsen, mens både mennesker og hunde nyder sommerdagene og får ladet batterierne op.
Vi ses til klubbens 50-års jubilæumshovedavlsskue den 31. juli – 2. august 2026 i kreds 20 Tarm/Skjern.
Rigtig god sommer!



50 år som brugsprøvedommer
– et liv dedikeret til schæferhunden

Den 1. juli 2026 markerede afslutningen på en helt særlig epoke. Efter 50 år som brugsprøvedommer har Bent Andersen valgt at lægge dommerbogen på hylden – 85 år gammel.

Gennem mere end et halvt århundrede har Bent været en markant skikkelse i Schæferhundeklubben for Danmark. I over 50 år har han drevet Kennel Svogerslev, hvor ambitionen aldrig har været at avle flest hunde, men de bedst mulige. Med stor omhu i valg af både hanhund og tæve har målet altid været at komme tættere på den hele schæferhund. Mange hunde fra kennelen har gennem årene fundet vej til både politiet og forsvaret.

Ifølge sønnen Jens Andersen har schæferhundene været en naturlig del af familiens hverdag, så længe han kan huske. Som barn fulgte han ofte med sin far ud til prøver, hvor han oplevede dommergerningen på nærmeste hold – både på lydighedsbanen, ved udholdenhedsprøverne og ude på sporene.

Jens beskriver sin far med tre ord: passioneret, menneskelig og familiemenneske. Passionen har været drivkraften gennem hele livet – både i avlsarbejdet og som dommer, hvor han satte en ære i at se godt hundearbejde og altid var grundigt forberedt. Samtidig huskes han som en dommer med hjertet på rette sted, der godt kunne finde den ekstra opmuntring frem til en førstegangsprøvedeltager, når det var fortjent og kunne hjælpe en ny hundefører godt på vej. Men uden for hundesporten er Bent først og fremmest familiemenneske og holder meget af at tilbringe tid sammen med hustruen Susanne og børnebørnene.

Bent har gennem årene dømt ved en lang række mesterskaber – og han var desuden selv deltager ved det allerførste danske mesterskab for brugshunde og har også ydet en stor indsats i klubbens organisatoriske arbejde, blandt andet som medlem af hovedbestyrelsen og som ordstyrer ved møder rundt i kredsene.
Som anerkendelse for sin mangeårige og betydningsfulde indsats er Bent desuden udnævnt til æresmedlem af Schæferhundeklubben for Danmark.

I dag bor Bent fortsat på sin gård i Havdrup sammen med hustruen Susanne, og schæferhundene er stadig en del af hverdagen.

Schæferhundeklubben for Danmark ønsker Bent Andersen et stort og varmt tillykke med 50-års jubilæet som brugsprøvedommer og sender samtidig en stor tak for et enestående engagement og en livslang indsats for schæferhunden og klubben.





Kreds 55 samlede 86 schæferhunde til vellykket landsdelsskue

Den 13. juni 2026 dannede Lyngholmskolen rammen om Kreds 55's landsdelsskue. Interessen var god med 91 tilmeldte hunde, hvoraf 86 stillede til bedømmelse, fordelt på 25 klasser samt én opdrætterklasse.

Fra morgenstunden summede pladsen af aktivitet. I fire ringe gennemførte dommerne standmønstring, mens udstillere og publikum fandt plads omkring ringene, klar til en dag med schæferhunden i centrum.

Vejret ville dog også spille en rolle. Solskin blev afløst af mørke skyer, kraftige vindstød og enkelte regnbyger. På et tidspunkt tog vinden så meget fat, at dommerteltet var tæt på at løfte sig. Her viste fællesskabet sin styrke. Udstillere, hjælpere, dommere og tilskuere stimlede hurtigt sammen for at holde teltstænger, pløkker og teltdug på plads, indtil vinden lagde sig. Kort efter kunne bedømmelserne fortsætte som planlagt.

Hele dagen var præget af sportsånd, godt humør og et stort engagement fra alle deltagere. Udstillere, dommere og de mange frivillige bidrog hver især til et velafviklet landsdelsskue.
Et stort tillykke til alle klassevinderne. Samtidig skal der lyde en varm tak til alle udstillere, dommere, hjælpere, sponsorer og frivillige, som var med til at gøre dagen til en succes. Vi i Kreds 55 mener, at vi kan med rette se tilbage på et vellykket landsdelsskue
– Schæferhundeklubben bygger også på stærke fællesskaber og engagerede medlemmer.
Et held og lykke skal lyde til jer, der stiller til HAS 2026.








Mindeord om Inge Bentsen
Tirsdag d. 26. maj mistede vi Inge Bentsen efter kort tids sygdom.
Inge var uddannet berider og underviste på rideskole i en årrække. Senere kastede hun sin kærlighed på Schæferhunden.
Inge var formand i kreds 82 i næsten 20 år. Hun varetog hvervet med stor ildhu og engagement.
Hun var ligeledes træner i klubben og sporene blev hendes store passion. Ikke mindre end 2 gange stod hun i spidsen for afholdelse af Danmarksmesterskaberne i IFH i kreds 82.
Fællesskabet var hendes mærkesag, "Sammen kan vi mere", og hun stod altid i spidsen for nye initiativer. Kredsen var hendes hjertebarn.
Inge efterlader et stort tomrum, og vi vil savne hende, hendes altid gode humør og positive indstilling.
Kreds 82





Kommende arrangementer:

18. juli - Feltsøg Cup kreds 26 Vestfyn: Klik her
19. juli - Avlskåring kreds 17 Silkeborg: Klik her
19. juli - WB kreds 17 Silkeborg: Klik her
31. juli - 2. august - Hovedavlsskuet 2026: Klik her
15.16. august - IGP1 Universalsieger Kreds 80 Viborg: Klik her
22.-23. august - IGP3 DM Kreds 71 Grenaa: Klik her for tilmelding eller følg med på Facebook: Klik her


Nyhedsbrevet medtager gerne nyheder, historier, fortællinger, reklame for arrangementer mv. fra kredsene.

Indlæg til nyhedsbrevet kan sendes til redaktoer@schaeferhund.dk for videre behandling.










Du modtager denne mail, fordi du er medlem af Schæferhundeklubben for Danmark.
Ønsker du ikke at modtage nyhedsmails fra Schæferhundeklubben for Danmark,
bedes du logge ind på din medlemsprofil og vælge nyhedsbreve fra.

Schæferhundeklubben for Danmark | kontakt@schaeferhund.nu