Hovedavlsskuet 2023
Så er alle vist ved at være landet efter årets hovedavlsskue, som i år var en solid blanding af Murphys Lov og mulighedernes kunst! Til dem, der ikke er stødt på begrebet Murphys Lov før, så er det betegnelsen for en række populære idiomer eller talemåder, hvor Murphys første lov lyder: Hvis noget kan gå galt, vil det gå galt.
Men når man sætter Kreds 20 i spidsen for et så stort arrangement, så skyller de Hr. Murphy ud med badevandet og laver et arrangement, som man kun kan bøje sig i støvet for!
Da vi i marts forlod Repræsentantskabsmødet, var der ikke en lokation for HAS meldt ud. Vi skulle helt hen i starten af maj, før en ny dato og sted for afholdelse blev meldt ud fra Avlsrådet. Men det var ventetiden værd, for det var tæt på helt perfekte forhold i Bork med kæmpe plads, store parkeringsplads helt tæt på, gode toiletforhold, stort madtelt og camping på pladsen.
Informationsflowet fra Kreds 20 kunne man ikke sætte en finger på, eftersom både Facebookgruppe og hjemmeside løbende blev opdateret med nyheder om dommere, figuranter, bespisning, mulighed for stande, annonce i kataloget, camping osv. osv.
Det danske sommervejr kan dog spille os alle et puds, og eftersom himlen åbnede sine sluser og gav massive mængder af regn, blev pladsen i Bork mere og mere pladret, og ved afholdelsen af Bork Festival i ugen forinden blev der kørt uanede mængder af flis på mudderpælen, og det stod for Kreds 20 klart, at det ikke ville være en mulighed at afholde hovedavlsskuet på arealerne.
Gode råd er som bekendt dyre, men som Michael Lumbye så fint i sin tale til kammeratskabsaftenen påpegede, så var svaret på stort set alle forespørgsler til Kreds 20, at det var ikke noget problem.
En aftale kom i stand med Tarm Skole om brug af skolen og arealerne deromkring. Og selvom tiden var knap, lykkedes det Kreds 20 at sørge for de mest optimale forhold, som det overhovedet var dem muligt. Det var begrænset, hvor meget af skolen, der måtte benyttes, så med 4 toiletter, et opsat køkken i omklædningsrummet, som med følere på bruserne gav et par ufrivillige brusebade undervejs, et utal af flittige hjælpere og 8 hidkaldte venner af kredsen fra Hamborg kunne skuet tage sin begyndelse. Der måtte blandt andet ikke ryges på arealerne (heller ikke pibe), så det var lidt hyggeligt at gå en tur på P-pladsen og se røgen stå ud af vinduerne på klem...
Det var selvfølgelig rigtig ærgerligt, at campisterne ikke fik den samme hyggelige stemning, som de plejer ved at bo direkte på pladsen, men måtte tage opstillingen på campingpladsen lige i nærheden, men det var desværre ikke muligt at have camping på pladsen på skolen. Der var også kun kun plads til 140 til kammeratskabsaftenen, og da det ret tidligt stod klart, at mange flere var interesserede i at købe billetter, fandt Kreds 20 da "bare" lige et nyt - og i øvrigt helt fantastisk sted - at afholde festen i 11. time.
Fredag gik det så løs med standmønstring og træning med HAS figuranterne Martin Hasager og Pav Andersen. Der var travlhed i ringene, og alle gjorde deres yderste for at få det bedste førstehåndsindtryk på dagen. Stemningen omkring i og omkring ringene var god. Her mødes mange fra forskellige landsdele og deler erfaringer og fortæller røverhistorier, og de flittige hjælpere fra Kreds 20 serverede lækkerier fra madteltet og ydede fortrinlig service i sekretariatet.
Kl. 17 startede træningen med figuranterne. Alt samme styret med hård hånd af Morten Snedker Jensen, som udover at være reserve, påtog sig opgaven med at hjælpe og guide alle sikkert igennem prøvetræningen.
Køkkenet servede de lækreste frikadeller med hjemmelavet kartoffelsalat og råkost til aftensmad, og det var en fornøjelse at tøffe rundt og nyde den gode stemning på pladsen.
Lørdag var det tidligt op! Ikke noget med at ligge om lumre, når man er til hundearrangement! En halv times standmønstring for de sidste hunde varede til kl. 8, og fra 8.15 gik det ellers løs med Mod & Kampdrift. En disciplin, som hvert år giver stor travlhed på toiletterne inden, og som heldigvis i de fleste tilfælde udløser stor begejstring, når det er overstået. Og i år var ingen undtagelse. Det gik dog heldigvis som sidstnævnte i langt de fleste tilfælde, og dermed var vi klar til at skyde travmønstringerne i gang.
Med Lene Carlson som sprechstallmeister og DJ, blev alle informeret om slagets gang og alle klasser budt velkommen med festlige toner og klapsalver. Hvalpeklasserne blev afviklet løbende, der blev talt, beskrevet, vurderet og flyttet rundt indtil klasserne var sat og vinderne kunne kåres med stor begejstring.
I kulisserne knoklede de frivillige det bedste, de havde lært, så vi alle havde den bedste forplejning, rene toiletter, tomme skraldespande, præmier, sponsorgaver osv. osv.
Vejret opførte sig, og det var perfekt hundevejr, med let overskyet og omkring 21 grader. Dog kunne den lille sky ikke holde sig, da afkomsgrupperne skulle vises og opdrætsklasserne standmønstres, så den disciplin blev tilbagelagt i regnvejr.
Og så var det ellers tid til et bad eller en lille lur, inden turen gik til de flotte lokaler på Lønborggaard, hvor der blev afholdt kammeratskabsaften. Der var 250 tilmeldte, og især lagde man mærke til kennelen Team Marlboro, som stillede med ikke færre ene 50 af deltagerne. Det bidrog med en fantastisk stemning, og der var lagt op til en god aften. De frivillige fra Kreds 20 var ikke kørt helt trætte endnu, så de fortsatte deres fortrinlige arbejde med at sørge for lækker mad og servicere os i baren. Der blev spillet dejlig musik og stemningen var god.
Avlsrådsformand Michael Lumbye greb mikrofonen og holdt en tale, hvor han beskrev sit gode samarbejde med avlsrådet, hele optakten til HAS2023 med Kreds 20, og så forklarede han, at Avlsrådet havde fået lov til at opfinde en hæderspris. Og denne blev uddelt til to personer, som har gjort en kæmpe forskel for opdræt og klubben nemlig Arne Bak Rasmussen og Poul Meineche, som til stående klapsalver fik overrakt deres trofæer.
Søndag morgen var begejstringen for morgenalarmen ikke synderlig stor! Men afsted det gik, for traditionen tro skulle Yngste klasse Tæver i ringen kl. 7.30. Så Lene Carlson sætte lidt ekstra frisk musik på, så der kunne komme gang i både deltagere og tilskuere, mens der blev serveret morgenkomplet til absolut rimelige priser. Et herligt koncept.
Dagen gik slag i slag mens skyerne truende træk henover pladsen, men vi slap med få byger, som dog kastede en del vand af sig, Dagens højdepunkt kan vist uden overdrivelse siges at være Brugsklasse Tæver, som gjorde den tidligere avlsrådsformand helt våd i øjenkrogen, da der i år virkelig var tale om en klasse af høj kvalitet, hvilket da også afstedkom 7 VA placeringer. Men alt det kan I heldigvis læse meget mere om, når årskavalkaden udkommer.
Tidsplanen skred med halvanden time inden René Jørgensen kunne afslutte Hovedavlsskuet 2023 med Brugsklasse Hanner 17.30, hvorefter det var tid til at vende snuden hjemad med en masse dejlige hundebilleder i kameraet.
Kære Kreds 20 - Tusind tak for et top fortrinligt arrangement. I præstede at navigere igennem oprørt hav uden at fortrække en mine, og det skal I have alverdens ros for. Tak for en dejlig weekend. /Randi
Og så lige en reminder til alle deltagerne fra redaktøren:
Standbilleder på HAS - reminder fra redaktøren:
Ejer/holder/opdrætter er selv ansvarlige for at sende standbilleder til årskavalkaden. Disse skal være taget i god opløsning enten med nyere smartphone eller kamera. VA hunde skal fremsende både standbillede og hovedbillede.
Billeder downloadet fra hjemmesider og i worddokumenter, kan ikke bruges og vil blive afvist.
Redaktøren opfordrer til, at man allerede nu får taget billede af sin hund, mens solen skinner og pelsen er helt perfekt og sender til redaktoer@schaeferhund.dk
Absolut sidste frist for at fremsende standbilleder til årskavalkaden er den 1. oktober 2023.