|
TEMA: Hofteledsdysplasi
Hofteledsdysplasi (HD) er en lidelse, der optager de fleste schæferhundeejere. Den almindelige hundeejer har svært ved at forstå, at opdrætterne ikke bare kan avle lidelsen væk. Opdrætterne og avlsrådgivere savner afgørende forskningsresultater, så de KAN avle sig ud af problemet. Og forskerne mangler ressourcer - og vel også til en vis grad videnskabelige fremskridt - til at kortlægge HD's arvegang og årsager fuldstændigt.
Imens trænes de nye hvalpe med forsigtighed rundt omkring på træningspladserne, ejere og opdrættere gør en videnskab ud af hensigtsmæssig fodring, og skiftende klubledelser forsøger sig med programmer og tiltag, der har til formål at holde lidelsen nede.
Og i mangel af den konkrete viden, der én gang for alle kunne udrydde HD, bølger debatten fortsat frem og tilbage om de bedste metoder til at undgå den ulykkelige situation, som mange har prøvet, og som ingen ønsker: at måtte sige farvel alt for tidligt til en dejlig schæferhund med HD.
Dette tema er derfor lige så meget en række engagerede debatindlæg, der gennemgår hidtidig praksis i HD-bekæmpelsen og kommer med forskellige bud på nye og mere effektive bekæmpelsesprogrammer.
Lotte Albret Wissing (fhv. Red.)
Debatten omkring hofteledsdysplasi (HD) har i årenes løb været mere eller mindre intensiv. Den er ikke uvedkommende og viser opdrætternes ansvarsfølelse. Der er ingen tvivl om, at opdrætterne ønsker fremskridt på dette område og i princippet ønsker, at HD udryddes i deres avlsmateriale.
Nedenstående indlæg er særdeles faglige og kan måske forekomme meget teoretiske for den almindelige hundeejer. De kan måske endda få nogle til at ”panikke” og tænke: ”Så har min hvalp nok også dysplasi - hvad nu??”. Der er ingen grund til at overreagere på det grundlag. Nyd jeres hvalpe - det er trods alt langt hovedparten af de hvalpe, der fødes, der får et godt langt liv uden at lide af hofteledsdysplasi.
Fritz Bennedbæk,
Formand for Avlsrådet
|
HD-situationen dengang og nu
Af Tage Wichmann Jørgensen
Er danske schæferhundes hofteledsstatus blevet bedre fra 1972 til i dag? Lad os prøve at finde et svar ud fra kendsgerninger og tal.
HD-statistik
Tabel 1.
Antal røntgenfotograferede schæferhunde og HD-frekvens 1972-1982.
| Anvendte hanner | | År | HD-fri | HD påvist | Ialt | HD-frekvens | Antal parringer | tyske | danske | | 1972 | 600 | 180 | 780 | 23,1 | | | | | 1973 | 626 | 280 | 906 | 30,9 | | | | | 1974 | 796 | 254 | 1050 | 24,2 | | | | | 1975 * | 501 | 272 | 773 | 35,2 | | | | | 1976 | 790 | 274 | 1064 | 25,8 | 219 | 43% | 57% | | 1977 | 1006 | 437 | 1443 | 30,3 | | | | | 1978 | 1061 | 358 | 1419 | 25,2 | 277 | 48% | 52% | | 1979 | 988 | 478 | 1466 | 32,6 | | | | | 1980 | 1145 | 517 | 1662 | 31,1 | 480 | 78% | 22% | | 1981 | 1173 | 597 | 1770 | 33,7 | | | | | 1982 | 1134 | 860 | 1994 | 43,1 | | | |
* Det lave tal i 1975 skyldes, at aldersgrænsen ved HD-fotografering blev hævet fra 6 til 12 måneder pr. 1. januar 1975.
Kommentarer til tabel 1
Forfotografering ved 1/2-års alderen, som blev praktiseret før 1. januar 1975, anvendes stadigvæk af en del nervøse og/eller utålmodige opdrættere og hvalpekøbere samt indenfor politiets hundetjeneste.
I hele perioden 1972-1982 anvendte man til HD-bekæmpelse et enten-eller princip: enten HD-fri eller HD-påvist. Antal påviste i % af samtlige røntgenfotograferede angiver HD-frekvensen.
I perioden 1972-1980 var gennemsnitlig HD-frekvens 28,7, men i 1981 steg HD-frekvensen lidt, og i 1982 steg den voldsomt. Tiåret 1972-1982 var endvidere kendetegnet ved voksende interesse for at importere tyske avlskårede hanhunde eller få dem herop på deck. Den stærkt stigende anvendelse af tyske hanhunde som avlspartnere til danske tæver ses ude til højre i tabel 1.
Oplysningerne er hentet i schæferhundebladenes “Avlsnyt“ og omfatter formentlig kun en del af parringerne. En parringsliste havde her været nyttig. Men Schæferhundeklubben har jo desværre aldrig fået taget sig sammen til at udgive en parringsliste efter tysk mønster. En sådan dansk parringsliste vil interessere enhver, der ønsker at følge med i dansk schæferhundeopdræt, og listen kunne endvidere anvendes ved udarbejdelse af avlsstatistik.
|
Årsager til stigningen i HD-frekvensen i 1982
Var det galt med bedømmelsen i Dansk Kennel Klub (DKK)? Det var der mange opdrættere, der mente. Men vores daværende formand, Kurt Sørensen, sørgede for, at der blev holdt et stormøde mellem Schæferhundeklubben og DKK. Og daværende og nuværende formand for DKK, Jørgen Hindse Madsen, sørgede for, at der blev foretaget en nøje granskning af DKK's HD-system. Omfattende undersøgelser viste:
1) at der ikke i løbet af 1982 var sket en stramning i vurderingsgrundlaget,
2) at dyrlæge Bent Riis og HD-udvalgets to andre bedømmere ved individuel gen-bedømmelse af 367 billedsæt fra første halvår af 1982 havde 357 ens resultater,
3) at alle tre bedømmere udpegede individuelt de samme billedsæt som værende af for dårlig kvalitet/positionering, og
4) at der blandt bedømmerne var enighed om, at usikkerhed kan fremkomme i tilfælde, hvor hundens knoglebygning ikke er afsluttet, eller når en hund har været udsat for belastninger, f. eks. i forbindelse med påkørsel eller overfald. Dyrlægerne oplyste endvidere, at det bedste tidspunkt for vurdering af hofteled vil være, når hunden er udvokset ved 1,5 til 2 års alderen.
Da jeg i sin tid i schæferhundebladet nr. 9/1982 læste referatet af ovennævnte stormøde mellem DKK og Schæferhundeklubbens ledelse, manglede der for mig at se en stor uforbeholden undskyldning til dyrlæge Bent Riis, der trods sine dygtige og omhyggelige bedømmelser var udsat for hårde, usaglige angreb i klubbens medlemsblad fra vrede schæferhundeopdrættere, der i 1982 havde fået rigtig mange dysplaster i deres opdræt og nu valgte Bent Riis som syndebuk.
For tiden er vi med hensyn til HD atter i en vanskelig situation lige som i 1982, men forhåbentlig undgås usaglige angreb på DKK's HD-bedømmere i medlemsbladet eller på nettet. Og forhåbentlig erkendes det, at det ikke er HD-bedømmelsen men derimod opdrætternes dispositioner, der både dengang og nu er årsag til HD-problemerne.
Lad os kigge på tre forhold, der var medvirkende til den stigende HD-frekvens i 1982:
1. Alt for mange parringer med tyske avlshanner, der blev importeret eller stod på deck. Hundene var avlskåret i klasse 1/a. Et “a” dækkende over “normal”, men også over “fast normal” og “noch zugelassen”. Nogle af hundene var faktisk dysplaster og gav i flere tilfælde defekten videre til omkring halvdelen af deres afkom.
2. Sidst i 1978 gik FCI ind for SV's gradinddelte HD-bedømmelse. Og en del danske opdrættere og endog personer i Avlsrådet begyndte i 1980 så småt at tale rosende om den tyske/internationale gradinddelte HD-bedømmelse. Og samtidigt blev det strenge danske HD-system og DKK's bedømmere kritiseret mere og mere, især af opdrættere med tyske avlshanner.
3. Afkomsundersøgelser i form af HD-statistikker over alle avlshanner med over 15 styk afkom blev i mange år trykt i schæferhundebladet, desværre altid uden Avlsrådets kommentarer eller opfordringer til opdrætterne om at se sig for og tænke sig godt om i forbindelse med valg af avlspartnere til de danske HD-frie tæver.
HD-problemet er her stadigvæk, men HD-statistikken er væk - hvorfor?
Ny HD-ordning
I 1982 stillede daværende avlsråd forslag om at forlade det hidtil anvendte enten-eller princip, og i stedet for gå over til at betragte HD-lidelsen som en "mere-eller-mindre" lidelse, der passede til et bedømmelsessystem, der er opdelt i fem kategorier/grader: A-B-C-D-E.
Det var så meningen, at de tre første grader skulle svare til/være synonym med de tyske betegnelser: normal, fast normal, noch zugelassen. Jeg mener, at det er forkert at sætte lighedstegn mellem en dansk bedømt A-hofte og en tysk bedømt normal-hofte, sådan som det gøres i stambøger, kåringsbøger, annoncer, kataloger m.v. Forskellen mellem tysk og dansk HD-bedømmelse var og er meget stor. Eksempelvis blev der i 2002 her til lands HD-bedømt 642 schæferhunde, heraf 186 eller 29% med A-hofter. Samme år blev der i Tyskland bedømt 7939 hunde, heraf 5218 eller 66% HD-frie med betegnelsen “normal”.
Hvad er mon forklaringen på denne forskel? Jeg forestiller mig, at små anatomiske variationer af “sunde” led i Tyskland godtages under betegnelsen “normal”, mens de i Danmark vurderes som tegn på let dysplasi, d.v.s. “grad B”.
Opdrætterne kender forskellen mellem dansk og tysk bedømmelse. Der går rygter om, at hvis en “forundersøgelse” viser en lille risiko for B-hofter, så tager opdrætteren en tur til Tyskland og opnår der “normal”, der så herhjemme oversættes til grad A.
Med henvisning til “a”, som ikke sondrede imellem HD-frie hofter, let dysplasi og middel dysplasi, må historien ikke gentage sig. Det må ikke skjules, hvor en hund er blevet røntgenfotograferet. Er det sket i Danmark, bruges grad A-B-C. Er det derimod foregået i Tyskland, bør der i de danske stambøger anvendes følgende HD-betegnelser: N for normal, FN for fast normal og NZ for noch zugelassen. Stambogens oplysninger bør være dækkende, entydige og korrekte, ikke mindst når det gælder noget så vigtigt som HD-status for hunden og dens aner.
Det vil som nævnt være ønskeligt og nyttigt, om der fremover sondres mellem tyske og danske HD-betegnelser. Endvidere vil vi “videbegærlige” opdrættere gerne vide, hvor mange danske hunde, der årligt bliver HD-undersøgt i Tyskland. Både DKK og Avlsrådet kender antallet, da opdrættere jo skal meddele DKK forud, at de agter at smutte til Tyskland for at få deres hund HD-undersøgt.
|
Hvordan blev den nye HD-ordning modtaget og brugt?
Det nye FCI-anerkendte, gradsinddelte bedømmelsessystem blev vedtaget på repræsentantskabsmødet 24-10-1982 i Ebeltoft og trådte ikraft 1.januar 1983. Ved afstemningen om indførelse af ny HD-ordning stemte 213 repræsentanter for og kun 1 imod - det var vores utrættelige schæferhundeekspert E. Friis Mikkelsen.
Opdrætterne var henrykte over, at den tilladte grænse for avl blev flyttet, så flere hunde dermed fik avlsret. Der blev i 1983 bedømt 2502 sæt røntgenbilleder - en stigning på godt 25% i forhold til 1982. En del hunde, der før 1. januar 1983 var faldet med HD-påvist i grad 1, blev nu omfotograferet og bedømt til grad B eller C og opnåede dermed avlsgodkendelse.
I 1982 var antal HD-bedømte schæferhunde 1994, heraf 1134 eller 56,9% HD-frie og avlsgodkendte. I 1983 blev 2502 hunde HD-bedømt, heraf 2113 eller 84,5%
avlsgodkendte, d.v.s. 28% flere end i 1982. I 1984 begyndte HD-fotograferingen med bedømmelse efter den nye skala at finde et mere afslappet leje med 2094 HD-bedømte schæferhunde, heraf 1733 eller 82,8% avlsgodkendte, d.v.s. med HD-status “a”.
Dette lille “a”, hvis skadelige effekt, vi lærte at kende, da importbølgen sydfra væltede ind over landet, blev nu fuldt ud accepteret og brugt i dansk schæferhundeavl. Man glemte dengang, at det kun er meningsfyldt og klogt at få hunde på deck eller importere dem, når de med hensyn til sundhed, psyke og eksteriør er væsentlig bedre end vore allerbedste danske avlsdyr.
Dengang lød Avlsrådets tale til opdrætterne sådan: "Brug den nye bedømmelses-skala som det nyttige redskab, den er tænkt som ved planlægning af hvalpekuld. Og lad de avlshanner - om hvem vi ved, at de ligger i den rigtige ende med hensyn til nedarvning af gode hofter - få en høj prioritet ved avl med tæver, der ville være faldet efter den gamle klassifikation - altså de tæver, der i dag bedømmes til B2, C1 og C2."
Samtidigt skrev Avlsrådet ofte sådan i kåringsbøgerne: “Denne type-rigtige tæve bør parres med en han af samme fortrinlige type, så forældrenes positive egenskaber videreføres og fæstnes hos afkommet.” Overføres dette råd til også at omfatte HD, bør man til sin avlstæve med A-hofter vælge en han med A-hofter for at få HD-frit afkom. Det havde, hvad jeg senere skal vise, været et virkelig godt råd at give til opdrætterne, hvoraf dog en del faktisk prioriterer sundhed, herunder både HD og AA. De betaler i hvert fald mange penge for bedømmelserne.
HD-bekæmpelse efter 1983 i tal
Blev det en succes, eller er resultatet så ringe, at det hele er ved at ligne en fiasko? Studer tabel 2 og 3 med “kritiske briller” - og døm så selv!
HD-statistik
Tabel 2
Røntgenfotograferede og avlsgodkendte schæferhunde 1983-2002.
| År | HD-bedømt | a * | A ** | | 1983 | 2502 | 85 % | 35 % | | 1984 | 2094 | 83 % | 34 % | | 1985 | 1749 | 80 % | 34 % | | 1986 | 1649 | 80 % | 31 % | | 1987 | 1455 | 85 % | 45 % | | 1988 | 1310 | 86 % | 38 % | | 1989 | 1150 | 86 % | 40 % | | 1990 | 1141 | 89 % | 29 % | | 1991 | 1093 | 86 % | 11 % | | 1992 | 986 | 85 % | 21 % | | 1993 | 1118 | 84 % | 25 % | | 1994 | 1153 | 84 % | 26 % | | 1995 | 1125 | 85 % | 25 % | | 1996 | 1194 | 82 % | 25 % | | 1997 | 975 | 80 % | 17 % | | 1998 | 738 | 82 % | 15 % | | 1999 | 680 | 86 % | 18 % | | 2000 | 627 | 86 % | 35 % | | 2001 | 596 | 83 % | 37 % | | 2002 | 642 | 77 % | 29 % |
* Hunde med henholdsvis A-, B- og C-hofter, d. v. s. a = avlsgodkendte hunde i % af HD-bedømte i alt.
** Dysplasifrie hunde, avlsgodkendt med A-hofter, i % af HD-bedømte i alt.
Kommentarer til tabel 2
Tallene i rubrikken “HD-bedømt” omfatter især dyr, ejeren ønsker at bruge til avl. Til disse er en officiel HD-diagnose nødvendig. Tyske HD-bedømmelser er inkluderet.
Før 1. april 2000 har DKK anvendt en skala med 10 gradueringer. Men i tabellen er A1 og A2 slået sammen til A. B1 og B2 blev til B, og C1 og C2 til C. Efter 1. april 2000 har DKK anvendt en 5-trins skala med grad A-B-C-D-E.
Hunde med svær HD bliver måske frasorteret hos dyrlægen, og røntgenbillederne ikke indsendt til bedømmelse. Dette vil svække HD-statistikkens nøjagtighed, hvorfor DKK nu i over 10 år har undladt at kræve gebyr for D- og E-diagnoser.
|
HD-statistik
Tabel 3.
Registreringstal og røntgenfotograferingstal fra 1983 til og med 2002.
| År | Stambogsregistreret | Røntgen Antal | Fotograferet % | | 1983 | 6507 | 2502 | 38,5 | | 1984 | 5408 | 2094 | 38,7 | | 1985 | 5024 | 1749 | 34,4 | | 1986 | 4264 | 1649 | 38,7 | | 1987 | 3904 | 1455 | 37,3 | | 1988 | 3716 | 1310 | 35,3 | | 1989 | 3311 | 1150 | 34,7 | | 1990 | 3387 | 1141 | 33,7 | | 1991 | 3122 | 1093 | 35,0 | | 1992 | 3457 | 986 | 28,5 | | 1993 | 3552 | 1118 | 31,5 | | 1994 | 3417 | 1153 | 33,7 | | 1995 | 3452 | 1125 | 32,6 | | 1996 | 3357 | 1194 | 35,6 | | 1997 | 2751 | 975 | 35,4 | | 1998 | 2731 | 738 | 27,0 | | 1999 | 2502 | 680 | 27,2 | | 2000 | 2412 | 627 | 26,0 | | 2001 | 2055 | 596 | 29,0 | | 2002 | 2154 | 642 | 29,8 |
HD-bedømte 1983-1992 i alt: 15.129
HD-bedømte 1993-2002 i alt: 8.848
Kommentarer til tabel 3
Registreringstallene viser et styrtdyk fra 1983 til 84 samt kraftig tilbagegang i de efterfølgende 3 år. Derefter et jævnt fald hvert år, og registreringsstallene når mod slutningen, 1999-2002, ned på 2100-2500 årligt, d. v. s. 400-500 hvalpekuld.
I gennemsnit røntgenfotograferes 1/3 af de stambogsregistrerede hunde, hvilket nogenlunde svarer til den andel, opdrætterne prøver at få godkendt og anvendt til avl.
HD-undersøgelserne har kostet schæferhundeopdrætterne mange penge fra starten i 1959 til vore dage. I 10-års perioden 1983-92 blev der HD-bedømt 15.129 hunde. Sættes hver bedømmelse til 800 kr. (dyrlæge-honorar + DKK-gebyr), bliver de totale omkostninger på 12 mio. kr.
I den følgende periode 1993-2002 blev der kun HD-bedømt 8.848 hunde. Omkostningerne er steget til 1000 kr. pr. hund. Totalomkostninger knap 9 mio. kr.
Omkostningerne fra 1959 til og med 1982 omfatter HD-bedømmelse af 18.444 hunde à 600 kr., hvilket løber op i 11 mio. kr.
De samlede omkostninger for 44 års HD-bekæmpelse beløber sig til 12 + 9 + 11 = 32 millioner kr. Hertil kommer alt det, der ikke kan gøres op i penge: Hundenes smerter og ejernes bekymringer.
|
Pauvert resultat af 44 års HD-bekæmpelse
I perioden 1959-70 blev der i alt HD-bedømt 4117 schæferhunde, af hvilke 70,9% var HD-frie.
I perioden 1972-82 blev der som vist i tabel 1 i alt HD-bedømt 14.327 schæferhunde, af hvilke 9000 eller 68,5% var HD-frie.
I perioden 1983-2002 blev der som vist i tabel 2 i alt HD-bedømt 23.977 schæferhunde, af hvilke kun 7217 eller 30,1% var HD-frie med klasseficering A1 + A2 og efter 1. april 2000 med A.
Ovenstående kan med rette kaldes tilbagegang. Og hvis man ikke ligefrem benægter fakta, må man erkende den store fejl, det var 1) at forlade enten-eller princippet den 1. januar 1983, og 2) at indføre gradsinddelingen og samtidig hermed tillade avl på hunde, der havde HD i grad B og C.
Det skortede ellers ikke på advarsler, idet forskellige videnskabelige undersøgelser samstemmende viste, at dysplasi-hyppigheden hos afkom efter HD-frie forældre er tydeligt mindre end hos afkom, hvor den ene eller begge har dysplasi.
Dengang og nu udtalte skeptikere altid: “I vores avlsarbejde må der tages hensyn til mange andre vigtige egenskaber ud over HD.”
Den snak irriterede og fik mig i gang med en lille dysplasi-undersøgelse med avlskårede hunde, som Avlsrådet jo har vurderet til at besidde “de mange andre vigtige egenskaber” i så rigt mål, at egenskaberne må videregives til kommende slægter.
Tallene i nedenstående tabel 4 er hentet fra Schæferhundeklubbens Kåringsbog 2002, der i alt omfatter 132 avlskårede hunde, som jeg opdelte i 6 grupper.
Gruppe 1 (A x A) omfatter 49 avlskårede hunde, hvis far og mor har A-hofter.
Gruppe 2 (A x B) omfatter også 49 avlskårede hunde, hvor den ene af forældrene har A-hofter og den anden B-hofter.
Gruppe 3 (A x C) omfatter 15 hunde, hvor den ene af forældrene har A-hofter og den anden C-hofter.
Gruppe 4 (B x B) omfatter 16 hunde efter forældre med B-hofter.
Gruppe 5 (B x C) omfatter kun 3 hunde, hvor den ene af forældrene har B-hofter og den anden C-hofter.
Gruppe 6 (C x C) var ikke repræsenteret i Kåringsbogen.
Tabel 4
De 5 gruppers HD-resultater.
| Antal hunde | | Gruppe 1 | | Gruppe 2 | | Gruppe 3 | | Gruppe 4 | | Gruppe 5 | | | med: | | A x A | | A x B | | A x C | | B x B | | B x C | | | | Antal / % | | Antal / % | | Antal / % | | Antal / % | | Antal / % | | | | | | | | | | | | | | | A-hofter | | 33 / 67,3 | | 25 / 51,0 | | 7 / 46,7 | | 5 / 31,3 | | 2 / 13,3 | | | B-hofter | | 12 / 24,5 | | 21 / 42,9 | | 6 / 40,0 | | 10 / 62,5 | | 11 / 73,4 | | | C-hofter | | 4 / 8,2 | | 3 / 6,1 | | 2 / 13,3 | | 1 / 6,2 | | 2 / 13,3 | | | | | | | | | | | | | | | Antal i alt | | 49 | | 49 | | 15 | | 16 | | 3 + (12) * | | | Antal hanner | | 25 | | 16 | | 7 | | 8 | | 4 | | | Antal tæver | | 24 | | 33 | | 8 | | 8 | | 11 | |
* Med kun 3 hunde er gruppe 5 underrepræsenteret. En gruppe skal være på mindst 15 individer for at kunne indgå i en sammenligning. Dette krav er opfyldt ved tilfældig udtagelse af 12 avlskårede hunde efter bedste- eller oldeforældre med B x C-kombinationen. Opgørelsen omfatter derefter 132 + 12 = 144 avlskårede hunde, heraf 60 hanner og 84 tæver.
Efter bearbejdelsen af HD-resultater fra Kåringsbog 2002 fik jeg mod på at gå videre og gennemgå først Kåringsbog 2001 og derefter også Kåringsbog 2000.
Tabel 5
HD-resultater i Kåringsbog 2001, omfattende 160 avlskårede hunde, heraf 56 hanner og 104 tæver.
| Antal hunde | | Gruppe 1 | | Gruppe 2 | | Gruppe 3 | | Gruppe 4 | | Gruppe 5 | | | med: | | A x A | | A x B | | A x C | | B x B | | B x C | | | | Antal / % | | Antal / % | | Antal / % | | Antal / % | | Antal / % | | | | | | | | | | | | | | | A-hofter | | 25 / 48,1 | | 21 / 38,8 | | 6 / 40,0 | | 7 / 29,2 | | 3 / 20,0 | | | B-hofter | | 25 / 48,1 | | 28 / 51,9 | | 8 / 53,3 | | 14 / 58,3 | | 12 / 80,0 | | | C-hofter | | 2 / 3,8 | | 5 / 9,3 | | 1 / 6,7 | | 3 / 12,5 | | 0 / 0 | | | | | | | | | | | | | | | Antal i alt | | 52 | | 54 | | 10 + (5) | | 24 | | 4 + (11) * | | | Antal hanner | | 19 | | 17 | | 7 | | 8 | | 5 | | | Antal tæver | | 33 | | 37 | | 8 | | 16 | | 10 | |
* se forklaringen under tabel 4.
Tabel 6
HD-resultater i Kåringsbog 2000, omfattende 155 avlskårede hunde, heraf 68 hanner og 87 tæver.
| Antal hunde | | Gruppe 1 | | Gruppe 2 | | Gruppe 3 | | Gruppe 4 | | Gruppe 5 | | | med: | | A x A | | A x B | | A x C | | B x B | | B x C | | | | Antal / % | | Antal / % | | Antal / % | | Antal / % | | Antal / % | | | | | | | | | | | | | | | A-hofter | | 24 / 58,5 | | 29 / 46,8 | | 4 / 26,7 | | 6 / 27,3 | | 3 / 20,0 | | | B-hofter | | 14 / 34,2 | | 28 / 45,2 | | 10 / 66,7 | | 13 / 59,1 | | 10 / 66,7 | | | C-hofter | | 3 / 7,3 | | 5 / 8,0 | | 1 / 6,6 | | 3 / 13,6 | | 2 / 13,3 | | | | | | | | | | | | | | | Antal i alt | | 41 | | 62 | | 10 + (5) * | | 22 | | 10 + (5) * | | | Antal hanner | | 19 | | 31 | | 4 | | 7 | | 7 | | | Antal tæver | | 22 | | 31 | | 11 | | 15 | | 8 | |
* se forklaringen under tabel 4.
|
Hvad skal der til for at opnå en effektiv bekæmpelse af HD?
Undervejs i artiklen er der peget på forhold og afgørelser, der har påvirket HD-situationen negativt. Værst af alt er, at vi opdrættere har prioriteret HD for langt nede i rækken af de parametre, man normalt vælger avlsdyr ud fra. I mange år og helt op til i dag er der avlet med schæferhunde, der ikke selv har A-hofter og/eller i første og andet led har slægtninge med B- eller C-hofter. Resultatet deraf fremgår af talmaterialet i tabel 4, 5 og 6, som er sammenfattet i nedenstående søjle-diagram.
Diagram 1
| Procenttal | 58 42 | 56 44 | 24 76 | | | | | | A-hofter | | B- og C-hofter | | Gruppe 1 | Grp. 2 + 3 | Grp. 4 + 5 | | | (AxA) | (AxB + AxC) | (BxB + BxC) | | | Antal hunde: | 142 | 210 | 107 | |
I søjlediagrammet falder A-procenten, når der avles med hunde i B- eller C-gruppen, hvorfor??
Der er kun ét logisk svar. Og det er, at B- og C-hundene selv har HD og videregiver defekten til deres afkom.
En effektiv HD-bekæmpelse er uforenelig med de definitioner, der gælder for de fem grader:
at hunde i A-gruppen er uden tegn på HD,
at hunde i B-gruppen har hofteled i “en overgangsform” mellem HD-fri og mild dysplasi,
at C-hundene har HD i mild grad,
at D-hundene har HD i middelsvær grad,
at E-hundene har HD i svær grad.
En effektiv HD-bekæmpelse er uforenelig med accept af gradsinddelingen, som f. eks. medfører, at en del hunde med C-hofter bliver avlskåret i klasse 1, hvilket betyder, at Avlsrådet anbefaler, at man bruger dem til avl.
Dysplaster, B- og C-hunde, har også været placeret i avlsklassen herhjemme og i Tyskland, hvor Jeck v. Noricum med HD-grad “noch zugelassen” i 1993 vandt Siegertitlen. Tydeligere kan SV's dommere, Avlsrådet og opdrættere ikke vise alverden, at tysk schæferhundeavl blæser på en smertefuld, arvelig lidelse som HD.
Tilbage til søjlediagrammet, der viser, at man ved avl på hunde med A-hofter har fundet HD hos 42% af afkommet. Det er selvfølgelig frustrerende, men der er en naturlig forklaring. Dels er det fejludviklede hofteled betinget af adskillige gener. Der er tale om kvantitativ polygen nedarvning. Dels har vi været helt tilfredse, når vores avlshund selv var HD-fri. Glemte, at det er lige så vigtigt, at avlsdyrets forældre, bedste- og oldeforældre, tanter, onkler og størstedelen af søskendeflokken også har gode hofter. For år tilbage var det noget af et job at samle oplysninger om en stor familie. Men i dag dækkes disse oplysninger af hundens HD-indeks, der sammen med HD-diagnosen er det værktøj, der er brug for til HD-bekæmpelse.
Den opmærksomme læser har formentlig bemærket, at niveauet for HD-bedømmelserne svinger. A-hofter (gruppe 1) var i tabel 6 (år 2000) 58,5%, i tabel 5 (år 2001) var tilsvarende procenttal 48,1%, og i tabel 4 (år 2002) nåede tallet op på 67,3%. HD-bedømmelser foretages med det blotte øje og er subjektiv. Og dette, at man ikke kan fastholde et niveau, er jo en kendt svaghed ved alle former for subjektiv bedømmelse. Men jeg er utryg ved, at svingningerne kan være så voldsomme. Hvad kan der gøres?
Måske kan DKK og specialklubber, der bekæmper HD, sammen skaffe penge til, at 6-8 dyrlæger kan anskaffe udstyr til optagelse af digitale røntgenbilleder. Sådanne billeder benyttes i dag på tre store hospitaler. Fordelen vil være, at digitale røntgenbilleder kan forstørres, bearbejdes og via internettet formidles mellem bedømmere og bedømmelsescentraler. Det vil altsammen kunne give større sikkerhed og mere ensartede bedømmelser, også internationalt mellem lande, der følger FCI-protokollen.
Afsluttende bemærkninger
Der er grund til at værdsætte og takke DKK for deres flotte indsats, der omhandler kontakt med røntgenfotograferende dyrlæger og HD-bedømmelser. Endvidere beregner DKK HD-indeks, der meget elegant oplyses på DKK's hjemmeside i et skema, indeholdende hundens stambogsnummer, navn, race, indeks, sikkerhed, % bedømt afkom og seneste dato for opdatering. Endelig er der i hvert års marts-nummer af DKK's medlemsblad HUNDEN en informativ og lærerig redegørelse og statistik over bedømmelser af HD (hofteledsdysplasi) og AA (albueledsartrose).
SV informerer også deres medlemmer via Zuchtbuch (oplyser om fødte hvalpekuld) og parringslister, hvor avlshannerne og iparrede tæver står opført med parringsdato og gældende HD-indeks for både hanner og tæver.
Yder Schæferhundeklubben en lignende orientering som DKK og SV ? Næ… jeg har indtryk af, at Avlsrådet holder en pause eller måske helt har opgivet at bekæmpe HD. Det har de overladt til opdrætterne.
Måske er der nogen af opdrætterne, der beslutter sig til, at de vil af med HD i deres opdræt. Det kan lade sig gøre, hvis man konsekvent avler med avlskårede hunde med A-hofter og et højt HD-indeks, over 120 for tæver og over 130 for hanhunde. Alt afkom skal HD-undersøges, og kuldresultaterne skal registreres. Det vil lette opgaven med et rimeligt hurtigt generationsskifte og samarbejde med ligesindede opdrættere, f. eks. ved at danne en opdrættergruppe, der øverst på listen har som mål at minimere HD-frekvensen.
Jeg slutter for denne gang med håb om, at der stadig findes schæferhundeopdrættere, der topprioriterer vore hundes sundhed og velvære.
Amager, 14. februar 2004 Tage Wichmann Jørgensen,
Kennel Rowick
|
HD-bedømmelserne i Danmark
Af E. Friis Mikkelsen
"Er vores hundes hofteledsstatus blevet bedre?". Således var overskriften på en artikel, som jeg skrev, og som blev bragt i bl.a. Dansk Kennel Klubs medlemsblad ”Hunden” i november 1990.
I år 2004 - altså næsten 15 år efter - er svaret et klart NEJ.
Hvis vi ser på bare de sidste par år, er der i år 2001 HD-fotograferet 596 schæferhunde, af disse har kun, jeg gentager kun, 160 hunde A-hofter, hvilket svarer til 37% af de bedømte hunde.
I 2002 er der HD-bedømt 642 schæferhunde, heraf har 207 hunde fået deres hofter bedømt som A-hofter, det svarer til 29% af de bedømte hunde.
I Tyskland i 2002 er der bedømt 5218 hunde med A normal hofter, det svarer til 66% - altså en meget stor forskel, hvor vi kun havde 29%.
Hvis vi går nogle år tilbage, havde vi i året 1985 en procent af hunde med A normal hofter på 33%,og i de følgende år er det
1986: 31,3 %
1987: 45,4 %
1988: 37,8 %
1989: 40,3 %.
Som man kan se af tallene, har der ikke været nogen fremgang.
I avlsarbejdet skal man naturligvis tage mange hensyn til mange forskellige egenskaber, men skal vi blive med at finde os i ikke at få fremgang på HD-området, men snarere tilbagegang?
Vi ved alle, at det har stor betydning i avlsarbejdet, hvilke HD-bedømmelser vore hunde får.
I DKK har man i mange år samlet på HD-billeder, men hvad er der sket med disse mange billeder? Da vi begyndte at fotografere vore hunde for HD, blev vi lovet en forskning på området, denne har vi desværre ikke set. Var det ikke en ide, at man satte et beløb af pr. stambogsført hvalp til et forskningsprojekt til f.eks. en ung studerende på KVL, der i en periode på f.eks. 3 år kunne forske i, hvad der er galt, og hvilke blodlinier, der er stærkt belastet af HD?
For ca. 10 år siden i DKK's blad ”Hunden”, nov. 1994, side 12-13, blev der slået til lyd for, at de klubber, som har obligatorisk HD-fotografering, skal vise, at de er indstillet på at bruge HD-resultaterne til noget fremadrettet, og der blev skrevet, at DKK vil kigge kritisk på de avlsmæssige resultater, der opnås i disse klubber, men har DKK reageret i HD-sagen?
I Tyskland begyndte man allerede i 1995 at stramme op på kontrollen med de fotograferende dyrlæger, hvad har vi gjort?
Nu efter så mange år med dårligere resultater og mange brugte millioner af kroner ser vi desværre ingen fremgang - hvorfor ikke?
Var det ikke en ide at have et kontrolsystem med de dyrlæger, som fotograferer og bedømmer vore hundes hofter?
Bør man ikke undersøge, om det er muligt at lave nogle centre, måske 7-10 i hele landet, hvor vore hunde kunne blive HD-fotograferet, og hvor det var sikkert, at både udstyret var i orden, og at kvaliteten af HD-billederne var ok?
Bør vi ikke også undersøge, om hunde, der bliver HD-bedømt i Tyskland, bliver bedømt på samme måde som de danske hunde? Tyskerne har jo, efter at de har indført HD-indekset, fået fremgang, modsat os, der ingen fremgang har fået - nærmere det modsatte.
Et det vor avlspolitik, der er noget galt med? Er det vort avlsmateriale, der er ringere end i Tyskland, eller hvad er der galt? Er det DKK's HD-bedømmer, der bedømmer på en anden måde end tyskerne?
En forudsætning for, at avlen kan få gavn af HD-bedømmelserne, er naturligvis, at man kan stole på HD-bedømmelserne, kan man det?
Efter nu så mange års arbejde med HD-spørgsmålet uden at nå fremgang, må spørgsmålet være til Schæferhundeklubbens ledelse: Hvilke foranstaltninger vil klubbens ledelse/Avlsrådet iværksætte, for at vi kan få en forbedring af schæferhundens hofter?
Januar 2004
E. Friis Mikkelsen
|
HD igen
Af Arne Bak Rasmussen
Friis Mikkelsen og jeg har haft et par artikler på Internettet om de problemer vedrørende HD, som schæferhundeopdrættere slås med. Det har givet en del reaktioner og også opfordring til at tage spørgsmålet op i Schæferhunden for derved at få en reaktion fra officielt hold og en stillingtagen til de spørgsmål, som optager mange, og er med til at vanskeliggøre det for opdrætterne.
Der kan måske være flere spørgsmål at drøfte, men i det væsentlige drejer det sig om 2. Nemlig: Vi har ingen fremgang, og vi har et hold bedømmere, der har deres eget vurderingsgrundlag, som ikke er i overensstemmelse med det grundlag, der er gældende i Tyskland og omliggende lande.
Hvorfor har vi ingen fremgang trods mere end 30 års bekæmpelse? Det kan der selvfølgelig ikke svares kort på, men jeg kan ikke lade være med her at bringe en beretning, jeg har fået fra en rottweileropdrætter, en beretning, som ganske vist ikke kan give nogen forklaring, men som kan være med til at illustrere den usikkerhed og manglende tiltro, som mange opdrættere føler. Den lyder:
Jeg har fået HD-fotograferet min rottweiler. Han er 2 år. Dyrlægen, som vi altid bruger, kigger på billedet og siger: ”Det ser da rigtig godt ud.”
Det bliver sendt til DKK for at blive vurderet. Så langt så godt. Min dyrlæge har været på kursus hos DKK for at lære, hvordan hunden skal ligge.
Vi får så brev fra DKK med diagnosen, og den siger H: C, V: C.
Jeg fatter ikke en meter, ringer til dyrlægen, som er lige så forundret som jeg, for som han sagde: ”Det kan ikke passe.”
Jeg tager min hund til en anden dyrlæge, som jeg ved kan måle det ud med det samme. Jeg fortalte ham ikke noget til at starte med. Da billedet kom, sagde han: ”Ja, det ser rigtig godt ud.” Han målte det ud til at blive AA. Så var det, at jeg fortalte ham, at hunden var blevet fotograferet for ca. 2 mdr. siden, og der fik han CC. Dyrlægen sagde, at det aldrig kunne blive CC med de hofter. Vi sendte de nye (2 mdr. ældre) billeder ind. Så kom den nye diagnose H: B, V: A.
Jeg var da glad for den nye diagnose, som jeg vidste, var den rigtige, men hvordan kan man få en A-hofte til at blive til en C-hofte?
Vi er en rimelig ny kennel, og der er mange ting, som vi ikke ved noget om endnu. Hvis jeg nu ikke havde kendt nogle opdrættere, som kunne vejlede mig, så havde jeg måske kasseret en 2-årig hund fra avlen, da jeg ikke vil avle på en hund med C-hofter, selv om det er tilladt. 2 sæt billeder skulle der til, 2 narkoser, og nu har jeg et dilemma, for jeg har 4 andre hunde, der skal igennem samme tur indenfor 1 år.
Denne lille historie er ikke enestående og fortæller noget om, hvor ubehagelig en situation opdrætterne står i, man kan jo ikke undgå at føle, at vilkårligheden råder.
Det bliver ikke bedre af, at DKK's bedømmere har lagt en streng linie. En linie, der tilsyneladende er strengere end den, der råder i Tyskland, men også her føler man en usikkerhed. Kan man nu være sikker på, at denne mulige større strenghed også borger for en bedre vurdering set i forhold til en forbedret nedarvning? Ja, det er der jo ikke noget, der tyder på, og det indtryk forstærkes, når man har set nogle billeder hos dyrlægen og senere har hørt bedømmelserne. Der kan være ganske ubetydelige forskelle, nogle, der endda ikke lader sig erkende med det blotte øje, men må påvises med måleinstrumenter, men den lille forskel kan betyde et fald fra A til C. Kan det undre, at hundeejeren må spørge sig selv: Har den lille forskel virkelig så stor betydning? Betyder det, at den hund, der nu er blevet dømt let dysplast, vil få problemer senere i livet? Betyder det, at den hund ikke bør anvendes i avlen?
Til det første kan man sige, at mange hunde med denne diagnose lever ubekymret videre, og det er da også tankevækkende, at de institutioner, der bruger hundene, som Politiet, Forsvarets Hundetjeneste og Dansk Blindesamfund antager hunde med C-hofter. Til det andet kan man spørge: Har den lille forskel virkelig indflydelse på en hunds nedarvning, eller er det blot en tese, man går ud fra? I praksis har det altafgørende betydning for en hunds avlskarriere, om den får tildelt A eller C.
I tilslutning til ovenstående er der en ting, der har undret mig: Schæferhundeklubben for Danmark er tilsluttet WUSV, en organisation, der arbejder for at gøre avlen med schæferhunde så ensartet som muligt i alle medlemslandene, og vi følger parolen, når det gælder krav til brugsprøver, avlskåringer, udstillingsregler, henstillinger vedrørende vurdering af eksteriøre detaljer, men når det gælder vurdering af røntgenbilleder af hofter, er vi underlagt en lille bedømmergruppe i DKK, som altså har en opfattelse, der er ude af trit med den, der råder i meget store dele af schæferhundeverdenen. Hvilken holdning har Schæferhundeklubbens avlsråd til det? Er man enig i linien, følger man blot gammel skik, eller er det umuligt at ændre på tingenes tilstand?
Arne Bak Rasmussen
|
Svar fra Avlsrådet
(Tage Wichmann Jørgensens indlæg kom desværre så tæt på deadline, at Avlsrådet ikke har haft tid til at udarbejde et svar herpå. Red.)
HD - et evigt? aktuelt emne
Af Fritz Bennedbæk
Ejvind Friis Mikkelsen og Arne Bak Rasmussen behandler i dette nummer af Schæferhunden et sørgeligt aktuelt emne: HD - eller i daglig tale hofteledsdysplasi.
Det er to af klubbens meget erfarne medlemmer, der i disse seriøse og meget interessante debatartikler behandler et emne, som bør interessere os alle.
Jeg synes, at artiklerne skal stå alene - det fortjener de, for der er vel ingen, der ikke kan lære af disse artikler. Og under alle omstændigheder udstråler de, at HD ikke er et problem, forfatterne blot mener, vi skal forholde os passive til.
Men har vi da det?
Her kunne jeg fortælle en lang historie om alle de tiltag, avlsråd gennem tiderne har gjort for at afhjælpe denne sygdom. Det fører ingen steder hen, for tallene taler deres eget klare sprog: Vi er groft sagt ikke kommet ud af stedet. I min beretning til repræsentantskabet 2003 behandler jeg alle de frustrationer både ejere, opdrættere og avlsråd oplever i forbindelse med de manglende resultater af det store (og dyre) avlsprogram, vi har for HD. Vi mangler den fremgang, der overbeviser os om, at det gavner. Den er der ikke. Det er ikke godt nok. Vi har ikke været passive, men alle vores gode intentioner har ikke båret frugt.
Forfatterne stiller en række spørgsmål, der kræver et svar, herunder: ”Hvilke foranstaltninger vil klubbens ledelse/Avlsrådet iværksætte, for at vi kan få en forbedring af schæferhundens hofter?”
Helt ærligt: Jeg ved ikke, hvad vi kan gøre for at forbedre schæferhundens hofter. Hvis der var en let løsning, havde vi - eller tidligere avlsråd - fundet den.
Derimod tror jeg, at der i artiklerne ligger nøglen til at vi kan nærme os fundamentet for at tage de rigtige beslutninger.
For man må først og fremmest gøre sig følgende klart:
Vi tager det som givet, at den eksisterende diagnosticeringsform (røntgenfotografering af schæferhundens hofter med en efterfølgende bedømmelse af billederne og en klassificering af sværhedsgraden i A, B, C, D, E) er den korrekte måde at diagnosticere HD på. Bedømmelsen er overvejende subjektiv (det er øjet, der ser - og bedømmeren, der klassificerer). Er det den korrekte (bedste) måde at anvende, eller har vi bare affundet os med, at ”sådan har vi altid gjort”? Ikke desto mindre er det den metode, vi anvender. Og hvad der starter med en røntgenfotografering og en subjektiv bedømmelse, det ender med et bogstav, et indextal og et sikkerhedstal på f. eks. 0,673. Når vi kigger på indextallet og sikkerhedstallet, er dét meget konkret (og objektivt), men glemmer vi, at det bygger på en subjektiv vurdering af en tvivlsom diagnosticeringsmetode? Svarer det i virkeligheden til at måle tykkelsen på et hår med en lineal? En provokerende påstand? Ja, muligvis, men kan man ikke tillade sig det, når man tænker på, hvor mange millioner af kroner, der er brugt, uden vi ser et resultat af vores anstrengelser?
Et andet punkt af interesse, er den forskel i resultater, der er imellem Tyskland og Danmark. Det er blevet behandlet af forfatterne, så det vil jeg ikke uddybe. Blot konstatere, at det er uholdbart. I tidens løb har man forsøgt at sammenligne bedømmelsesmetoderne i Tyskland og Danmark, at indhente billedmateriale fra Tyskland til bedømmelse i Danmark, etablere en protokol i FCI-regi for bedømmelse af HD. Alt sammen uden resultat. Vi ser stadig en forskel til trods for, at det stort set er det samme grundmateriale, vi anvender i avlen i Tyskland og Danmark. Ca. otte procent af de danskopdrættede hunde, der fotograferes for HD, bliver fotograferet og bedømt i Tyskland. Det kan kun opfattes som en tro på, at resultatet bliver bedre, når man kører til Tyskland.
Hvad angår tyske og danske indextal, må vi konstatere, at det er upraktisk, at ”de er vendt om”. (I Tyskland er indekstallet vendt på hovedet i forhold til i Danmark, hvor tal over 100 angiver en forbedring i forhold til racens gennemsnit - i Tyskland tilsvarende under 100. Red.). Men her må vi desværre konstatere, at det er tyskerne, der ”er på tværs”. Den angivelse og beregning af index, som DKK benytter, er den fagligt korrekte og anvendes bredt indenfor husdyravl. Ligeledes anvender DKK et sikkerhedstal, hvilket man ser stort på i Tyskland. (Sikkerhedstallet beregnes især på baggrund af afkommet og ligger mellem 0 og 1. Jo højere tallet er, jo større er sikkerheden. En sikkerhed på 0,324 er en lav sikkerhed, men når den op på 0,7 og derover, har man en betydelig sikkerhed. Red.).
Lad os være realistiske: Vi får ikke FCI til at ændre denne praksis, og jeg er ikke i stand til at overbevise SV om, at de skal harmoniseres til FCI's system. Jeg mener, det er en detalje, man kan leve med, hvor irriterende det end måtte være.
Men hvad har vi tænkt os at gøre?
Vi vil først og fremmest afdække, om der er forskelle i de tyske og danske bedømmelser. Vi vil undersøge, hvori forskellene består og herudfra fremsætte forslag til tiltag, der sikrer størst mulig objektivitet og ensartethed i bedømmelserne, og søge ekstern ekspertbistand for at løse det egentlige problem: HD. For selv om antallet af hunde med A-hofter skulle stige med 50%, fordi bedømmelseskriterierne ændres, bliver hofterne ikke bedre!! En hund, der fotograferes i Tyskland til A-hofter og i Danmark til B-hofter, har stadig de samme hofter. Sådan er det nu en gang.
Men initiativet kommer til at koste penge. Og uden klubbens opbakning kommer vi ikke videre. Så næste skridt er at få bevilget de nødvendige midler til at starte arbejdet op. Jeg vil anbefale det, for det er den eneste vej frem. Jeg håber, at der er forståelse for det, for ellers ender det med tom snak til ingen nytte.
Schæferhundeklubbens sundhedsudvalg har på deres seneste møde behandlet emnet og har en køreplan. Nu mangler vi blot bevillingen.
Til slut tak til Arne Bak Rasmussen og Ejvind Friis Mikkelsen for deres informative artikler.
Fritz Bennedbæk,
Formand for Avlsudvalget
|
|
Er du medlem af schæferhundeklubben for Danmark får du en masse fordele. Klik her og læs meget mere om medlemsskabet og de mange fordele. Glemt Password? Klik her...NB:Pt. er login "kun" for kennelejere, som er medlem af opdrætterordningen.
|